DEN MAND, der fik flest stemmer ved det seneste præsidentvalg i USA - cirka en halv million flere end George W. Bush - og som kun gik glip af præsidentembedet, fordi han tabte med fire mod fem stemmer i Højesteret, er tilbage. Al Gore har i to markante taler i denne uge vendt sig mod hele linjen i USA's udenrigspolitik under Bush. Han har gjort opmærksom på, at USA fra at have haft det meste af verdens sympati efter 11. september 2001 nu møder uvilje og ubehag mod sin linje selv hos nære allierede. Han har konstateret, at George W. Bush uden nye beviser eller forbindelse til terrorangrebet har indledt et ensidigt opgør med Irak, før Osama bin Laden og andre bagmænd er fanget, og måske netop derfor. Gore gør det med ekstra autoritet, fordi han var en af de få demokrater i Senatet, der stemte for Bush seniors FN-godkendte krig mod Saddam i 1991. Gore har samtidig skarpt protesteret mod Bushfolkenes angreb på de borgerlige rettigheder i USA - mistænkte, der holdes tilbage uden adgang til en forsvarsadvokat for eksempel. Han har kort sagt brudt med den forsigtighed, der hidtil har lammet de fleste demokrater i forhold til præsidenten.DET ER tydeligt, at hans klare og velformulerede kritik har hjulpet andre. Demokraternes leder i Senatet, Tom Daschle, der ellers er en afdæmpet politiker, har udtrykt sin forargelse over den måde, hvorpå republikanerne med præsidenten i spidsen forsøger at stemple alle, der stiller kritiske spørgsmål under den nationale debat om Irakkrisen, som upatriotiske. Et stort flertal i Kongressen vil alligevel give præsidenten det mandat til om nødvendigt at bruge våbenmagt mod Irak, som han har bedt om. Spørgsmålet om krig eller fred afgøres derefter først af Sikkerhedsrådet, dernæst af Saddam Hussein. Men det betyder ikke, at Gore og demokraternes kritik er betydningsløs. Den rækker videre end Irakkrisen og er en påmindelse om, at der findes et andet USA. Et USA, der tillægger resten af verden vægt, og som ønsker at beskytte den internationale retsorden, som tidligere amerikanske præsidenter har bidraget til at bygge op. Der er heldigvis grund til at tro, at de fleste amerikanere er tættere på Gore end på Bush junior, selv om det p.t. er ham, der bestemmer i Washington.