DET ER EN glædens dag rundt om i de europæiske hovedstæder: Med det overbevisende ja til Nicetraktaten ved lørdagens valg i Irland kan EU's storstilede udvidelsesplaner fortsætte uhindret. Det får vi snart at se på disse breddegrader, når København om et par måneder danner ramme om det topmøde, der skal give det endelige startskud for optagelsen af 12 nye central- og østeuropæiske medlemslande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i sin egenskab af fungerende EU-formand har meldt ud, at et irsk nej ville være en »uforudsigelig krise«, kan nu trække vejret roligt. Det samme gælder for hans kollega i Dublin, Bertie Ahern, for hvem endnu et irsk nej til Nicetraktaten ikke alene ville have betydet en miskreditering af hans regering, det ville også have placeret ham i statsmændenes skammekrog. Er man til gule stjerner på dybblå baggrund, er der grund til at kippe med flaget. EU-toget i østgående retning er sat på skinner, og ingen står tilbage på perronen. MEN SELV om der således er fløjtet til afgang, er der samtidig, som påpeget på denne plads i lørdagens avis, grund til at tage nejstemmerne alvorligt. Om end man rimeligvis kan mene, at de 2,9 millioner stemmeberettigede irere ikke skal have lov at afgøre udfaldet af den traktatmæssige udvidelse, er andelen af modstandere udtryk for en udbredt europæisk skepsis over for en udvidelse af EU. Der mangler at blive høvlet adskillige knaster af udvidelsen. Inden det arbejde er gjort - og forhåbentlig med bravur - vil der være en både naturlig og sund skepsis over for det grandiøse udvidelsesprojekt. Der er for alvor brug for, at de ansvarlige stats- og regeringsledere lægger sig i selen for at afmystificere EU som et 'elitens projekt' og forklare tilbundsgående, hvor afgørende den europæiske sammenvoksning faktisk er. Som noget i historisk forstand helt ukendt har tre generationer af europæere ikke oplevet regulære krige mellem suveræne stater. Den fortsatte integration inden for Europa vokser ud af de væbnede konflikter mellem rivaliserende stormagter, som splittede vores kontinent på kryds og tværs i to brutale krige. I dét perspektiv er irernes tilslutning endnu et symbolsk skridt væk fra vores blodige forhistorie.