DA REGERINGEN trådte til, lovede den at fremsætte et nyt teaterlovsforslag i løbet af dette efterår. Som så meget andet af det, kulturminister Brian Mikkelsen (K) har beskæftiget sig med, er løftet faldet på gulvet. Tidligst til næste år kan vi vente et udspil om teatret. Det er ærgerligt, når man tænker på, hvor megen debat der foregår, og endnu vigtigere: hvor mange teatre der netop nu står i et vadested. På Folketeatret, et af de seks teatre i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, mangler de en direktør - så uvis er situationen, at den udpegede direktør foreløbig har trukket sig. Teatret spiller for tiden en fortrinlig Ibsenforestilling, men antallet af solgte billetter rækker ikke til en bugnende kasse. Kritikersucces er ikke kriteriet for teatrenes overlevelse, så er det sagt. Og Rialto - en herlig teatersal - har i snart flere sæsoner gennemført et besynderligt repertoire, som snart har bragt teatret fine anmeldelser og snart har sendt det på lossepladsen. Skal Rialto derfor miste sin driftsstøtte til særlige forestillinger? På Nørrebros Teater går det efter omstændighederne pænt, selv om teatret netop nu opfører et skuespil, 'Spindoctor', som ikke er i tråd med de forudsætninger, Nørrebros Teater skulle drives efter: det folkelige. Ét er naturligvis, at folk ser forestillingen med glæde - et andet er den etikette, man fra politisk side har hæftet på teatret. Og så er der Gladsaxe Teater. Går der noget? Ja, det gør der, men i sandhedens interesse hører det til sjældenhederne. DET HASTER meget med den teaterlov, som gerne skulle bringe klarhed over politikernes ønsker. Abonnementsvirksomheden Arte er gået i betalingsstandsning, posen er tom. Den teaterlov er vigtig, også fordi teaterinteressen måske pludselig begynder at vende den modsatte vej: fra tæppefald til ny interesse. Brian Mikkelsen må tage sig sammen.