VI VED ENDNU ikke, hvad Mærsk Mc-Kinney Møllers ny operahus foran Amalienborg kommer til at hedde. Vi ved heller ikke rigtig, hvordan huset kommer til at se ud, skønt vi på det seneste har fået lidt mere at vide: Bygherren bøjede sig jo forleden for pres og fremviste en lille skala-model, mens vi her på redaktionen tillod os at tage et foto af den store 'mockup' af operafacaden, der står opstillet i en københavnsk lagerbygning. Ellers var det vist ikke meningen, at offentligheden skulle have set noget. Gaver må man vente med at pakke ud, til giveren siger, at tiden er inde. Nu er der dog det særlige ved Mærsk Mc-Kinney Møllers gave, at den er umådelig dyr at modtage. Som det er blevet godtgjort i pressen de senere dage, modtager vi (offentligheden) gaven af en fond, som dermed fritages fra at betale skat. Vi er altså i temmelig høj grad selv med til at finansiere Hr. Møllers gave, mens samme Hr. Møller ikke trækker en eneste krone op af egen lomme: Det er fuldt og helt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, der finansierer byggeriet. Arrangementet er lovligt, og eneste alvorlige indvending må være, at når nu almenheden i så høj grad selv får lov at betale, så er det ganske mærkeligt, at samme almenhed er sat aldeles uden for indflydelse på byggeriet, det være sig arkitektonisk, byplanmæssigt og miljømæssigt. Hr. Møller bestemmer. Fonden betaler. Men der er sandelig også meget, som fonden ikke betaler. FØRST OG FREMMEST betaler A.P. Møller Fonden ikke noget som helst andet end selve bygningen. De enorme trafikale anlæg, operaen kræver, bliver helt på skatteydernes regning. Det samme gør noget så elementært, men afgørende, som elforsyningen: Møller-operaen får et forbrug, der svarer til det samlede forbrug i hele det indre København. Og p.t. pågår forhandlinger med Det Kongelige Teater om husets indretning overhovedet: Betaler fonden monstro sådan noget som flygler, lydudstyr og computere til de 1.013 rum, det gigantiske hus vil rumme? Eller skal Det Kongelige Teater finde pengene på sit eget budget? Det sidste forhandles der om, for Hr. Møller er en af de givere, man skal forhandle temmelig kraftigt med. Men hvad der slet ikke står til forhandling - og her taler vi om de helt store penge - det er selve operaens drift. Her er landets skatteydere helt og aldeles henvist til sig selv. DET KOMMER TIL at koste et sted mellem 50 og 100 millioner kroner ekstra om året at drive Det Kongelige Teater, når operaen på Holmen står klar. For tiden pågår der et rivegilde mellem staten og Københavns Kommune om, hvem der skal levere pengene. Kun ét står fast: Det er skatteydere, kommunale eller statslige, der skal punge ud. Hr. Møller blander sig aldeles uden om operaens drift - i hvert fald når det gælder finansieringen (derimod har skibsrederen allerede betinget sig, at åbningsforestillingen skal være Verdis 'Aida', hvori der som bekendt forekommer en elefantmarch). Det korte af det lange er, at Møller-operaens - eller rettere Det Kongelige Teaters - problemer først for alvor begynder, den dag det nye hus står færdigt. Medmindre Gamle Scene på Kgs. Nytorv skal ligge øde og tom hen, skal der altså spilles opera på to scener, hvoraf kun den ene - dén på Kgs. Nytorv - har værkstedsfaciliteter etc. Der skal køres mange kulisser frem og tilbage. Og sikke mange musikere, der skal bruges. Det bliver dyrt alt sammen. Men meget tænkeligt også dejligt, hvis man kan lide opera i lange baner. HER ER DET SÅ, vi tilspørger Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller alias A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal: Var det ikke en idé at udvise lidt ekstra generøsitet? Kunne fonden ikke tænke sig at befri de betrængte skatteydere for den byrde af nærmest wagnerske dimensioner, man er ved at lægge på deres ydmyge skuldre? Kort sagt: Burde Fonden ikke tegne sig for operaens drift i en lang årrække, f.eks. 100 år? Hvis vi sætter udgifterne lavt, 50 millioner kroner om året, ville fonden således komme af med fem milliarder mere, men over en ganske lang periode og fremdeles aldeles skattefrit. Man kunne selvfølgelig også forestille sig, at Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller personligt tegnede sig for driftsudgiften. Det ville være mere generøst og mindre skattefrit, men muligvis for meget at forlange. Var alt dette ikke en positiv overvejelse værd, Hr. Møller? Som skatteydere må vi jo også forsøge at udvise lidt rettidig omhu.