I DEN BEDSTE af alle verdener skulle risikoen for en blodig Irak-krig være drevet over: Med Iraks angiveligt betingelsesløse accept af FN's resolution 1.441 er vejen i princippet banet for både effektive våbeninspektioner og afvæbning af Irak, og dermed burde alle være glade og tilfredse. Men sådan går det næppe. Al erfaring tyder på, at gårsdagens irakiske beslutning om at acceptere FN's krav kun er optakt til endnu en akt af Saddam Husseins storpolitiske teater og dødsensfarlige pauseklovneri. Med gårsdagens accept af FN-resolution 1.441 har han gjort det eneste, han kunne i en situation, hvor selv Syrien og Rusland stillede sig bag FN's krav. Med sin accept af FN-resolutionen har Saddam Hussein imidlertid vundet tid til at gøre nye forsøg udi det, han er en sand mester i: at spille FN's stormagter ud mod hinanden og få mest muligt ud af det selv. Det har han gjort så mange gange før, og der er ingen grund til at gøre sig overdrevne illusioner om, at han vil undlade at forsøge det igen. FORBEREDELSERNE TIL det diplomatiske rænkespil har den irakiske hersker allerede gjort, bl.a. ved at lade sit marionetparlament signalere, at det synes, at FN's resolution er så uretfærdig, at det ligefrem afviste den. På den måde har regimet klart demonstreret sin holdning, uden at Saddam Hussein er kommet på kant med FN og et angrebsivrigt USA. Når det gælder handlinger af betydning for hans egen magt, løber diktatoren nødigt risici. Det irakiske parlaments afvisning var ikke mindst et signal til den arabiske verden, som Irak formentlig vil forsøge at drage mere direkte ind i konfrontationen med FN. Det kan eksempelvis ske ved at kræve, at FN udpeger arabiske våbeninspektører, sådan som Saddam Husseins ældste søn, den gale Uday, har foreslået det. Og så vil de irakiske ledere i øvrigt udnytte den modstand, som USA's nære allierede Israel igen vækker med sine angreb mod palæstinensiske mål. Uanset hvilke rænkespil Saddam Hussein måtte have udtænkt, er det imidlertid afgørende at holde sig for øje, at det er det irakiske regime selv, der kan hindre en krig. Det kræver blot fortsat samarbejde om det afvæbningsprogram, som et enstemmigt Sikkerhedsråd enedes om. Stærkere signaler kan FN ikke sende på fredelig vis.