0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kampvalg?

Socialdemokratiet og demokratiet

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I DEN danske arbejderbevægelse har enhedskulturen altid været stærk. Uanset hvor mange fløjdannelser, der har eksisteret indadtil, har man stået sammen udadtil. Modstanderne har ikke skullet have muligheden for at udnytte intern uenighed eller splittelse. Når mytologien omkring 'kongemordet' på partiets forrige formand har bidt sig fast, selvom 'mordet' fandt sted i form af et demokratisk kampvalg på en partikongres, er det et udtryk for denne næsten monolitiske kultur.

Efter Poul Nyrup Rasmussens afgang og Mogens Lykketofts kandidatur finder mange socialdemokrater tiden moden til for alvor at lægge fortidens tunge traditioner bag sig. De modsætter sig kåringer og kroninger og ønsker åbenhed og demokratisk debat.

Nogle af dem ser ikke Mogens Lykketoft som garant for den nødvendige fornyelse og vil alene af den grund have andre bud til posten. Vældig mange ønsker meget forståeligt, at Socialdemokratiets kommende formand under alle omstændigheder får et så klart og demokratisk mandat som muligt, og argumenterer derfor for et kampvalg mellem flere kandidater på den ekstraordinære partikongres, som efter planen skal vælge Socialdemokratiets næste formand i december.

VI FORSTÅR godt ønsket om, at Socialdemokratiets kommende formand bliver valgt efter så forbilledlig en demokratisk proces som muligt, men tilhængerne af et kampvalg for enhver pris skal nu passe voldsomt på, at de ikke havner i præcis den modsatte situation i forhold til den, de ønsker.

Hvis et kampvalg skal give mening, kræver det, at der er et reelt valg mellem forskellige politiske linjer, og - ikke mindst - at de indlysende kandidater stiller op. I en situation, hvor Frank Jensen og flere andre toppolitikere har tilkendegivet, at de ikke ønsker at stille op mod Lykketoft, er der ingen mening i at sætte det store kampvalgsmaskineri i gang. Det kan hurtigt ende som et indholdsløst ritual, hvor alle ved, at slaget reelt er afgjort på forhånd, og blot venter på, at forestillingen skal slutte.

Hvis de folk, der for alvor kunne udfordre Lykketoft, ikke havde stukket piben ind i forventning om, at deres tid nok skal komme - og at Lykketoft godt må være den, der står model til et muligt nederlag ved næste folketingsvalg - var det en helt anden sag. Som landet ligger, er der ingen socialdemokratisk demokratisk gevinst i et - såkaldt - kampvalg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere