DET SKULLE være så godt, og så blev det faktisk skidt. Rigtig skidt. Sådan kan Danmarks flygtningepolitik gennem de sidste 10-15 år opsummeres, hvad der illustreres af Danmarks sammenbidte forsøg på at hjemsende psykisk syge til Kosova, på trods af at de ikke kan behandles der. Det startede med de bedste intentioner. I 1999 drog de danske myndigheder til Stenkovac-lejren i Makedonien for at udvælge albanske flygtninge til Danmark. Målsætningen var klar, det skulle være de »særligt sårbare grupper, herunder syge, ældre og familier med små børn«. Ingen skulle være i tvivl om, at Danmark var rede til at tage fra, når det gjaldt. Tre år senere er stemningen vendt. Nu gælder det om at sende kosovaalbanerne hjem, koste hvad det vil. Mange er rejst selv, men netop fordi vi valgte de svageste grupper, er nogle stadig psykisk syge og vil ikke rejse hjem. Dem henstiller FN's administration i Kosova til ikke sendes tilbage, da der ikke er de fornødne behandlingsmuligheder, men det ser Danmark stort på. Mange psykisk syge, der har fået afslag på asyl, sendes tilbage, indtil FN i august siger stop. DER STÅR sagen i dag. Danmark, som med alle kræfter søger at udvise psykisk syge - selv en risiko for selvmord er åbenbart ikke nok til at få opholdstilladelse - over for et FN, der nægter at modtage dem. Ikke ligefrem noget, der fremmer Danmarks ry i omverdenen som et humanitært land, og et sindbillede på den forfejlede danske flygtningepolitik. Med omhu udvælger vi de svageste og mest skrøbelige flygtninge, tager dem til Danmark, men orker så alligevel ikke at vente på, at de bliver raske. Folkestemningen skifter, Kosova er glemt i alle de øvrige konflikter, og så er det ud af vagten. Rask eller ej. At vi vil være det bekendt.