DET ER glædeligt, at et flertal i Folketinget forleden vedtog en ny arkivlov, men der er ingen grund til at kippe med flaget. Bevares, adgangen for historikere og andre forskere til at studere offentlige arkivalier forbedres, så de kan komme til efter 20 år, og ikke som i dag, først efter 30 år. Og oplysninger om enkeltpersoners private og økonomiske forhold vil fremover kunne fås efter 75 år mod før 80 år. Men det er så små forbedringer af de hidtidige tidsfrister, at det næsten er til grin. Netop de strenge tidsfrister i Danmark har i mange år, og fuldt berettiget, været kritiseret af førende historikere. Hvis vi ønsker historikeres og journalisters bidrag til aktuelle politiske og kulturelle diskussioner, må vi også give mulighed for at grave i historiens muld. Men såvel den nuværende arkivlov som den nye, der træder i kraft 1. juli til næste år, betyder desværre, at man skal dybt ned i mulden, og i øvrigt vente en hulens lang tid, alt for lang tid, førend det kan lade sig gøre. HVAD LIGNER DET eksempelvis, at en velanskreven historieprofessor som Poul Villaume fra Københavns Universitet, specialist i den kolde krigs historie, er blevet nægtet adgang til arkiver med materiale fra 1947-1948? Ikke alene er det trist ud fra den samtidshistoriske synsvinkel, at materiale som har så mange år på bagen ikke kan blive bragt til offentlighedens kendskab. Det er også et problem for de involverede forskere, at de ikke har adgang til et uafhængigt klagenævn, som kan tage eventuelle afslag på aktindsigt op til fornyet overvejelse. Den nye lovtekst er ikke andet end en let omgang med pudderkvasten på en oldings rynkede hud. Hvis man hører til dem, der tror, at man kan lære noget om nutiden og måske endda gøre sig kvalificerede tanker om fremtiden på grundlag af et solidt kendskab til fortiden, så kan man ikke andet end beklage sig over de kosmetiske ændringer af arkivlovgivningen. For en historieinteresseret konservativ kulturminister burde det da være til at forstå.