SKIBSREDER Mærsk Mc-Kinney Møller har med vanlig sans for overraskelser offentliggjort en ny virksomhedsstruktur for A.P. Møller Gruppen. Beslutningen om at fusionere de to børsnoterede selskaber, D/S 1912 og D/S Svendborg, til ét selskab er en klar åbning i forhold til kritikerne og ikke mindst investorerne, der i stadig stigende omfang var begyndt at ryste på hænderne, når der skulle tages stilling til køb af aktier i A.P. Møller. Det skyldes formentlig det seneste års afsløringer af, at selv giganter i amerikansk erhvervsliv viste sig at være bygget på kviksand. Uanset hvor uretfærdigt det end må være over for Mærsk Mc-Kinney Møller, så har han valgt en strategi, der ikke understøtter ekstern indsigt i virksomheden, men derimod giver grobund for undren og mistillid. Meldingen om større åbenhed fik aktierne i hans to børsnoterede selskaber til at stige eksplosivt. Alligevel står det tilbage, om Mærsk Mc-Kinney Møller nu udviser ægte anger over for en forældet ledelsesstil, eller om han i virkeligheden plejer privatøkonomiske interesser på bekostning af almenvellets. At der kan sås tvivl om Mærsk Mc-Kinney Møllers motiver, er han suverænt ene om at bære ansvaret for. FOR DET FØRSTE udsender han en meget afgørende meddelelse uden at ville eller turde stå til regnskab for indholdet, og uden at nogen har fået en ærlig mulighed for at stille de nødvendige og kritiske spørgsmål, som kan teste validiteten i beslutningen. For det andet svigter hans dømmekraft på to afgørende punkter: Der er det, han vælger at sige, som at familiefonden, der kontrollerer rederiet, vil købe A.P. Møller-aktier for milliardbeløb. Foreløbig nægter Mærsk Mc-Kinney Møller at fortælle, hvem sælgerne er. Det, vi ved, er, at sælgerne bliver væsentlig rigere efter den aktuelle beslutning, og det, vi ved, er, at de herreløse milliarder i fonden nu bliver givet fri til enkeltpersoner og ikke til almenvellet, som var fondens egentlige formål, blandt andet for at opnå skattebegunstigelse. Nu kan man frit gætte på, at det er familien, der sælger og dermed har en privatøkonomisk interesse i en så høj aktiekurs som overhovedet muligt. Og så er der det, han ikke siger, nemlig om hvem der skal stå i spidsen for virksomheden, når den 89-årige Møller af den ene eller anden årsag må trække sig fra posten som selskabets absolutte leder. Alle undersøgelser viser, at netop ledelse kan være en af de afgørende faktorer i tilliden til en virksomheds fremtid. Møllers beslutning kunne med rettidig omhu i beslutningsprocessen endegyldigt have placeret det fremtidige A.P. Møller-selskab som en moderne og gennemsigtig koncern, men chancen blev forpasset i en åbenhed uden bonitet.