SIDSTE ÅR ved denne tid ventede vi spændt på en nyslået statsminister, der skulle holde sin første nytårstale efter sin overraskende store valgsejr. Men det blev ikke nogen køn optræden. Slagnummeret var et populistisk angreb på smagsdommere og eksperter til fordel for den jævne mands sunde fornuft. Statsministeren har siden erkendt, at det egentlige motiv var at komme af med de mennesker, der på statens regning havde tilladt sig at tale V, K og Dansk Folkeparti imod, dengang disse partier var i opposition. Det var en smålig tale. Men i år har vi ret til at forvente noget større. Anders Fogh Rasmussen er vokset med opgaven i årets løb og kan nu føre sig frem som en statsmand in spe med international succes. Han får topkarakter for sin håndtering af EU-formandskabet og en del af æren for, at udvidelsen af EU med 10 nye lande faldt på plads. Det skal være ham vel undt at dvæle lidt ved den bedrift med en vis stolthed i stemmen. Det spændende er, om han også vover at se fremad og forholde sig til de massive problemer, som udvidelsen skaber for EU og Danmark. UDVIDELSEN BETYDER, at EU ikke længere kan fungere på den måde, som vi har vænnet os til. Tag bare et ganske almindeligt ministermøde med 25 om bordet. Når hver minister har fået bare 5 minutter til at fortælle om sit syn på dagens første emne, så er der gået over to timer. Derefter kan man gå i gang med at forhandle om de politiske og tekniske problemer, som de enkelte lande måtte have. Og så er der stadig 29 andre punkter på dagsordenen. Det lader sig ikke gøre. Anders Fogh Rasmussens forslag, der egentlig er tysk, er besnærende enkelt: EU skal holde op med at blande sig i så mange forskellige ting. Men selv tyskerne har ved nærmere eftertanke erkendt, at det ikke er nogen farbar vej. For nøjagtig hvor skal hegnspælene sættes, og EU-reglerne rulles tilbage til det nationale? Er det landbrugsstøtte, sociale standarder, miljø, udenrigspolitik eller flygtninge? Alle har formentlig et par direktiver, de gerne ville være foruden. Men der er massivt flertal for hvert eneste - for ellers kunne det aldrig være vedtaget. Derfor løber debatten om at begrænse antallet af emner ud i sandet, så snart diskussionen bliver konkret. Anders Fogh Rasmussen fastholder indtil videre, at hegnspælene er hans mærkesag i diskussionen om en ny EU-traktat. Han har dog begrænset ambitionerne til at sætte spørgsmålstegn ved et kulturprogram og EU-støtten til udveksling af studerende. Det ville klæde ham at indrømme, at det ikke for alvor renser ud i EU's dagsorden. KONVENTET OM Europas fremtid, der til sommer kommer med et samlet udkast til forfatningstraktat for en union med 25 lande, er ved at gå ind i slutfasen. Andre lande har med Tyskland i spidsen sat deres udenrigsministre ind for at give pondus til både debatten og resultatet. Den danske regering har været bemærkelsesværdigt tavs. Forfatningen for Det Forenede Europa (eller hvad traktaten og unionen nu kommer til at hedde) ændrer ikke ved det væsentlige: Unionen består fortsat af suveræne, nationale demokratier, der fortsat er den primære politiske ramme for 25 meget forskellige folkeslag. Den vigtigste nyskabelse vil være en forståelig beskrivelse af, hvor de nationale demokratier ikke slår til. Dertil en målsætning og en ramme for, hvad de 25 i fællesskab vil gøre på hvert af disse områder. Og - forhåbentlig - en effektiv beslutningsproces, der kan sikre en meningsfuld og sammenhængende politik, som tager højde for alle væsentlige interesser i en åben og demokratisk kontrolleret proces, som alle involverede kan have tillid til. Det er tvivlsomt, om den sidste del af opgaven bliver løst. Men det er meget sandsynligt, at resultatet under alle omstændigheder vil blive pakket ind i en retorik om Europas Forenede Stater, som både ja- og nejpolitikere i Danmark har brugt 30 år på at forsværge. DEN PAKKE skal sælges ved en folkeafstemning i løbet af 2004, der meget vel kan blive et enten-eller for Danmarks medlemskab. En afstemning, der yderligere kompliceres af de danske forbehold, som statsministeren finder ødelæggende for danske interesser, men som han endnu ikke har haft mod til at gøre op med. Folkeafstemningen falder desuden sammen med, at de 10 nye lande tager plads i unionen og formentlig skaber et vist kaos i Bruxelles. Og vi undgår næppe historier om, at de enkelte lande ikke helt lever op til kravene. Det kunne f.eks. være, at fødevarerne ikke er i orden og giver sundhedsproblemer også hos os. Eller at de nye lande via korrupte embedsmænd sluser illegale indvandrere over til os. Eller noget tredje. Til overflod kommer diskussionen om det næste store skridt: udvidelsen med Tyrkiet, som et massivt flertal af danskere ifølge Vilstrup siger nej til. I oktober 2004 skal kommissionen afgøre, om tyrkerne lever op til grundkravet om demokrati og menneskerettigheder, og topmødet vil i givet fald begynde optagelsesforhandlingerne med det samme. Det er alt sammen udfordringer, som det ville klæde en statsmand at forholde sig til. Det er for sølle, hvis Fogh ved først givne lejlighed falder tilbage i sædvanlig dansk strudsepolitik. Det er på tide at melde klart ud.