DE UNGE nu om dage gider ikke lave noget - hvor ofte har vi ikke hørt det udtalt fra forargede hattedamer og lektor Blomme-typer. Den evige klagesang om nutidens unge. Nu hører vi det så igen: Eleverne i gymnasiet er for sløve og bruger for meget tid på fest, farver og jobbet som flaskedreng i den lokale Brugs. Kan vi overhovedet tage det alvorligt? Det kan vi, og det skal vi. For skønt budskabet er gammelt, så er afsenderen ny: Denne gang er det nemlig de unge selv, som peger på problemet. I gårsdagens Debatsektion lægger formanden for Gymnasieelevernes Landsorganisation ikke fingrene imellem. Problemet er ikke elever, som kan for lidt. Problemet er elever, som kan, men som ikke gider gøre en indsats for at lære noget. For det er vel at mærke få - to-tre i hver klasse - som ødelægger det for de mange. BUDSKABET kan ikke blot afvises som brok fra en rabiat duksedreng. En undersøgelse viser, at 71 pct. af landets gymnasieelever ønsker mere arbejdsdisciplin. Det er ikke, fordi gymnasielærere, universitetslektorer og andre aktører har undladt at gøre opmærksom på problemet. Derfor er det på høje tid og glædeligt, at undervisningsministeren nu bebuder en redegørelse, der som led i en større gymnasiereform tager fat på problemerne med arbejdsdisciplinen. DET ER DOG afgørende for, at ministerens indblanding i gymnasiefesten ikke blot bliver sort reaktion, at indgrebet bliver gennemført med forståelse for de unges situation. Et problem er, at eleverne har travlt med erhvervsarbejde. Det skyldes selvfølgelig til dels, at unge i alderen fra 16-20 år har brug for penge til tøj og taletidskort. Men lige så væsentligt er det, at de unge på erhvervsarbejdet oplever, at deres indsats betyder noget, og at de dér - i modsætning til i gymnasiet - bliver opfattet som voksne mennesker, der er gamle nok til at tage konsekvensen af deres handlinger. Kommer man for sent eller slet ikke på arbejde, så bliver man fyret. Sker det samme på gymnasiet, så tæller det som 'fravær'. Eleverne kan udeblive fra op til ti procent af undervisningstimerne, før der overhovedet bliver gjort opmærksom på problemerne. Hvorfor ikke lade tilstedeværelse i timerne være helt op til eleverne og så til gengæld lade deres karakterer ved prøver være afgørende for, om de kan fortsætte? Frihed under ansvar har virket før. Lad os lytte til eleverne og behandle dem som voksne mennesker. Det fortjener de.