MAN KAN roligt sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har fået noget ud af at være EU-formand i et halvt år. Med perfekt timing valgte han i går at holde sin store Europa-politiske talte netop som der kom hvid røg op fra et fransk-tysk topmøde om EU's fremtid. Frankrig og Tyskland har givet hinanden ret: Tyskland ser - ligesom mange mindre lande - gerne en styrket kommission. Men nødigt en stærk formand for Det Europæiske Råd af stats- og regeringschefer. Frankrig har det - ligesom Storbritannien og Spanien - lige omvendt. Kompromiset blev, at EU skal have begge dele. Den løsning - et EU med to hoveder - er måske ikke så dum, som den lyder. EU har behov for at blive mere effektivt og beslutningsdygtigt også på de områder, hvor medlemslandene ikke ønsker at afgive ret meget mere kompetence til overnationale organer. Det kunne en EU-formand, der sad mere end et halvt år ad gangen, stå for. Men EU har også brug for en kommission, der har styrke til at drive samarbejde og lovgivning frem på alle de områder, hvor landene har besluttet sig for at udøve deres suverænitet i fællesskab. Det kunne en parlamentsvalgt kommissionsformand sikre. DET FRANSK-TYSKE kompromis er kun en løs skitse. Det er derfor i høj grad relevant, at Danmark forsøger at præge den lige fra starten. Og det var, hvad statsministeren gjorde. I forhold til det samlede EU-billede lægger Anders Fogh Rasmussen sig fikst midt i feltet. Han accepterer den del af de stores dagsorden, hvor de har fat i reelle EU-problemer. Og han har konkrete bud på, hvordan de små kan undgå at miste indflydelse i et endnu større EU, hvor det skal blive nemmere at træffe beslutninger. I forhold til den hjemlige debat tager Anders Fogh Rasmussen et kæmpe skridt fremad. Ikke fordi hans tale var voldsomt kontroversiel i forhold til de traditionelle faldgruber i dansk EU-debat. Men simpelthen ved at formulere begrundede danske holdninger til den dagsorden, der faktisk findes. Og samtidig efterlade plads til, at den del af oppositionen, der vil påvirke dansk Europapolitik konstruktivt, også har mulighed for det. Da det historiske udvidelsesformandskab sluttede, troede vi egentlig, at det skulle vare længe, før vi igen fik lejlighed til at rose en regeringschef, som vi på en lang række områder har skudt med skarpt på. Fra udlændingepolitikken over kulturpolitikken til den generelle velfærdspolitik - for slet ikke at tale om den p.t. hyperforsigtige skattepolitik - er der meget grimt at sige om statsministeren og hans regering. Men onsdagens Europa-tale aftvinger respekt.