RUMFÆRGEN COLUMBIAS forlis, der førte til syv astronauters død i forgårs, er en begivenhed, som kan forstås på mange niveauer, hvad de internationale tv-stationers massive live-dækning til fulde bevidnede. Da Challenger eksploderede på himlen over affyringsrampen i Florida i 1986 samme år som Tjernobyl-katastrofen - blev det af mange opfattet som et Ikaros-fald. Som et tegn på, at menneskets stræben mod at overskride stadig nye grænser med stadig mere avanceret teknologi, er risikabel, måske ligefrem uønskelig. Siden blev opsendelsen af rumfærger en dagligdags foreteelse. Det er det efter tragedien i luftrummet over Texas ikke længere. På ny er den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, tvunget ud i en langvarig krise præget af fejlfinding og dyb selvransagelse. Challenger viste sig at være fyldt med graverende fejl, ligesom selve NASA-organisationen viste sig at være det. Columbias forlis burde ikke kunne ske, men det skete, og offentligheden vil insistere på en plausibel forklaring. SOM DET skete ikke mindst på CNN, der gik i medieselvsving over ulykken, forstås Columbias fald også i sammenhæng med den spændte internationale situation i Mellemøsten og i Golfen. Missionen var på grund af en israelsk astronauts deltagelse fra starten omgærdet af massive sikkerhedsforanstaltninger, og mon ikke mange frygtede, at der var tale om endnu en utrolig terrorbegivenhed, da de erfarede, at de første vidnesbyrd om det amerikanske forlis kom fra byen Palestine i præsident Bushs hjemstat Texas? Rumfærgens hastighed og højde udelukker efter alle sagkyndiges mening, at forliset skyldes terror. Selvom terror heldigvis synes udelukket, indskriver ulykken sig alligevel i de herskende forestillinger om supermagten USA's styrke. Forliset er udtryk for, at USA's teknologiske formåen ikke er ufejlbarlig. Tilmed er ulykken sket i det luftrum, som det amerikanske militær, som ingen anden magt i verden, kontrollerer og anvender i forbindelse med krigsførelse og trusler om krig. FOR DE syv astronauter og deres efterladte er tragedien fuldbyrdet, det kan ingen spekulationer ændre. For os andre har forliset formentlig størst reel betydning i forbindelse med de resultater, som den civile udnyttelse af atmosfæren over Jorden til forskning afstedkommer. Det var mennesker, der forskede på vegne af os andre, der omkom, og som sådan vil de blive husket.