REGERINGENS finansredegørelse leverer traditionelt ammunition til økonomer og andre prognosemagere med hang til tabeller og regneark. Så nu ved vi altså, at planerne om at få yderligere 85.000 ud på arbejdsmarkedet er resulteret i det modsatte: flere arbejdsløse, at de seneste ti års offentlige udgiftsstigninger sætter rekord trods øget beskæftigelse - kort sagt at planen om at sikre velfærden for fremtidens mange flere pensionister og langt færre arbejdsduelige er kørt af sporet. Og det skorter ikke på råd fra eksperterne. Indkomstkatten skal sættes ned, så folk vil arbejde ekstra, skattestoppet skal afløses af et udgiftsstop og afdragene på statsgælden udskydes, hedder de kendte omkvæd. MÅ VI foreslå, at diskussionen for en gangs skyld hæves over de tekniske detaljer og justeringer, der alle har karakter af lappeløsninger, så vi i stedet kan komme i gang med det væsentlige, det vil sige holdninger og forventninger til velfærdsstaten, som er under stigende pres. I den forbindelse har vi ringe tiltro til sammenhængen mellem lysten til ekstraarbejde og en i givet fald minimal skattelettelse - især hvis den skal ramme bredt. Det er vist, hvad budgetlæggere normalt kalder 'fugle på taget' og i bedste fald en detalje, hvis befolkningens adfærd skal ændres. Derimod er det en veldokumenteret kendsgerning, at ressourcestærke mennesker stiller øgede - og ikke, som man skulle tro, færre - krav til de offentlige velfærdsydelser. Som det fremgik af avisen forleden, er det kun de helt udstødte, de, der frekventerer Mændenes Hjem, som ikke bruger det sociale system. Og det er præcis denne kedelige forventningscirkel hos rige og raske, der må brydes. Altså idéen om, at man som mangeårig skatteyder har et tilgodehavende i de offentlige kasser, og at det derfor kun er ret og rimeligt, at ens barn får en computer og ens forældre en charterrejse som i Brixtoftes Farum. Sammenhængen mellem de voldsomt stigende overførselsindkomster og de basale offentlige velfærdsydelser er også værd at diskutere. Hvorfor er der altid råd til sygedagpenge, mens behandling rationeres af amternes budgetter? Var det modsatte ikke mere konstruktivt? Jo, der er nok at tage fat på i en højst tiltrængt holdningsdebat.