SF's STIFTER og formand, Aksel Larsen, var efter sit brud med Moskva i tæt kontakt med CIA. Tidligere, dengang han stod i spidsen for DKP, leverede han oplysninger til Sovjetunionen. Aksel Larsen tjente to herrer. Men ikke på samme tid. Og uanset om han modtog penge eller ej, og uanset hvilke oplysninger han gav videre, så var Aksel Larsen ikke på noget tidspunkt en banal agent. Han var politiker. En passioneret politiker, der kom tæt på det 20. århundredes største spørgsmål, brændte for dem og brændte sig på dem - i flere omgange. Hans kommunisme var så stærk, at den i årtier fik ham til at arbejde i Sovjetunionens tjeneste og lukke øjnene for stalinismens morderiske terror, selv når den ramte hans nærmeste. Da han til sidst brød med kommunismen, var han til gengæld ikke i tvivl om, at det var blodig alvor. Han frygtede for sit eget liv, men han vidste også, hvad han talte om, når han frygtede et kommunistisk Danmark. Derfor fandt han det rigtigt at samarbejde med Sovjetunionens hovedfjende, USA. DET ER udtryk for en meget dansk blanding af uskyld og fortrængning, at Aksel Larsen heller ikke i denne anden fase, hvor hans engagement både juridisk og moralsk var fuldt forsvarligt, kunne tillade sig at tale åbent om, hvad der drev ham. Og det er et sørgeligt ekko af denne naivitet, når SF's nuværende formand, Holger K. Nielsen, i anledning af de nye oplysninger i søndagsavisen udtrykte »skuffelse« over, at Aksel Larsen samarbejdede med Washington mod Moskva. For var det ikke hele pointen med at stifte SF, at kapitalisternes demokrati var bedre end Sovjetunionens socialisme? Og hvis det var, hvorfor så ikke vælge side? ARKIVERNE åbner sig. Hvis vi vil forstå, hvad der gemmer sig i dem, nytter det ikke at stoppe op ved skæg og blå briller, spionage og agenter. Det er det 20. århundredes store politiske konflikter - og dilemmaer - det drejer sig om at forstå. Mange blev kommunister. Det var sjældent agenter eller rødt guld, der fik dem til det. De var derimod ofte drevet af inden- og udenrigspolitisk idealisme af høj karat. Det gør kun tragedien større, at KGB og Moskva både misbrugte og forrådte den idealisme. Omvendt er det på tide, at flere herhjemme indser, at CIA ikke kun bør forbindes med svinestreger i den tredje verden. Fra 1940'erne til 1970'erne hørte den amerikanske efterretningstjeneste tværtimod til den demokratiske venstrefløjs bedste støtter i Europa. Forhåbentlig kan den ny viden om Aksel Larsen hjælpe flere danskere - og flere SF'ere - til at forstå, at sådan hang den kolde krig også sammen.