MED FIRE ekstra år kan Allis Helleland blive den direktør for Statens Museum for Kunst, der har siddet længst i nyere tid. Hendes kritikere blandt kunstnere og kolleger vil beklage forlængelsen. Men ni års erfaring bør gøre fremtiden nemmere for alle parter, og i stedet for at triumfere bør direktøren se det som den største udfordring at imødegå den kritik, der har været rettet mod både museet og hendes ledelsesstil. Mens Louisiana har redet på en bølge af velvilje på grund af en lang række vedkommende udstillinger, har Statens Museum for Kunst stået som den upopulære institution, der trængte til at blive støvet af. Der er gjort meget for at rette op på museets image, men ikke nok. Det er over fem år siden, den nye tilbygning blev taget i brug, og de akustiske problemer i den store museumsgade bør snarest løses, så det bliver et mere populært mødested for koncerter og foredrag. Den vigtigste opgave bør dog være at skabe større opmærksomhed om museets egne samlinger. Museet i Sølvgade er et forbløffende rigt museum. Men den forskning, der finder sted inden for murene, bør gøres endnu mere synlig. Et par af museets mindre udstillinger, f.eks. om den tyske maler Lucas Cranach og fundet af de 20.000 kobberstik, har slet ikke stået i forhold til det store videnskabelige forarbejde. Desuden haster det for museet med at få et årsskrift, der går bredere ud end det engelsksprogede Journal. Meget af diskussionen om Allis Hellelands lederskab har taget afsæt i Afstøbningssamlingens skæbne. Det er en gammel studiesamling, og dens betydning for museets profil skal ikke overdrives. Men det gjorde ikke noget, hvis der også i en mere folkelig forstand blev åbnet for indholdet, nu hvor samlingens åbningstider er blevet udvidet igen. Der er anledninger nok til at gøre den ældre danske samling mere synlig gennem udstillinger. I år er det 150-året for Skagensmaleren Lauritz Tuxens fødsel og 200-året for guldaldermaleren Martinus Rørbyes. Næste år er det 150-året for L.A. Rings og 200-året for Constantin Hansens. Men Hellelands største forsømmelse er den moderne danske kunst. Hun har til overmål vist, at hun som leder er dygtig til at efterleve regeringens sparekrav. Helleland holder af folkelighed, hun bør ikke undervurdere, hvad folket kan tåle. Mere mod, flere moderne danske udstillinger, tak.