NOGLE GANGE er EU's fælles udenrigspolitik mere teori end praksis, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen efter det improviserede EU-topmøde, hvor EU's ledere blev enige om en erklæring. Men før mødet var de ikke engang enige om, hvem der skulle deltage, og bagefter udtalte de sig lige så meget i øst og vest som før mødet. Vores statsminister mener, at det især er de store lande - Frankrig og Tyskland - der ikke kan finde ud af at indordne sig. Paris og Berlin mener omvendt, at Anders Fogh tilhører en udisciplineret udbryderbande, fordi han i et åbent brev sammen med syv andre EU-regeringschefer lagde afstand til den fælles EU-linje, som Javier Solana møjsommeligt forhandlede på plads ultimo januar. Det korte af det lange er, at stats- og udenrigsministre har svært ved at opgive deres ytringsfrihed på det udenrigspolitiske område, endsige deres udenrigspolitiske handlefrihed, når det gælder egentlige beslutninger. Og selv om det nok er sværest for store lande med stormagtsstatus og fornemme, diplomatiske traditioner, så kan også små lande have behov for at markere sig - også af indenrigspolitiske grunde. Belgien, der snart skal til valg, havde således høj cigarføring i den seneste NATO-krise. EU BETYDER noget på det udenrigspolitiske område. Både handelspolitisk og bistandspolitisk endda rigtig meget - blandt andet fordi EU-kommissionen her har en betydelig kompetence - og en stor pose penge. Men den overordnede udenrigspolitik er en ganske anden sag. Den kan virke nemmere at koordinere, fordi det ofte 'kun' drejer sig om ord. Men sandheden er, at ord er noget af det sværeste at koordinere i de tilfælde, hvor de pludselig betyder noget. Som nu midt i en dramatisk international debat om krig og fred i Irak. Der er en tilbøjelighed til at sige, at det kan være lige meget med EU-reformer på dette område, hvis den politiske vilje i den konkrete situation alligevel ikke er der. Man kunne lige så godt sige det lige omvendt: Hvis ikke viljen til at indføre bindende beslutningsregler er der, så opstår der aldrig en 'EU-vilje' på det udenrigspolitiske område i konkrete sager. At et samlet EU ville have større international vægt end det splittede Europa, vi ser lige nu, siger sig selv. Den aktuelle krise vil forhåbentlig på længere sigt få EU til at bruge flere ressourcer på at formulere fælles udenrigspolitiske holdninger. Men derfra og så til at føre den samlede udenrigspolitik, som det enkelte land traditionelt har ført, er der stadig langt. Meget langt.