I DE FØRSTE måneder efter det moderat islamiske AKP's overvældende sejr ved det tyrkiske valg i efteråret kendte partileder Recep Tayyip Erdogan kun én vej: fremad. Ganske vist lykkedes det ikke for ham at få EU til at give en fast dato for, hvornår unionen vil indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, men han fik på sine rundrejser i Europa overbevist om, at AKP har den rigtige indstilling, når det gælder tilpasning til EU's standarder. Det tyrkiske parlament vedtog en række nødvendige reformer, herunder tilladelse - om end ret begrænset - til undervisning i kurdisk og brug af sproget i de elektroniske medier. Samtidig signalerede Erdogan klart, at det var på høje tid at finde en løsning for en genforening af Cypern, som til næste år bliver medlem af EU. I går overtog han posten som sit lands regeringschef. Men denne personlige sejr overskygges helt af krisen i forholdet til USA og to begivenheder, som i forhold til EU næsten kan siges at have slået Tyrkiet tilbage til start. Forhandlingerne om en genforening af Cypern brød sammen, først og fremmest på grund af modstand fra den tyrkisk-cypriotiske leder, Rauf Denktash. Uden en genforening er det i praksis umuligt for EU at optage Tyrkiet, fordi landet har 30.000-35.000 soldater udstationeret i Nordcypern og i øvrigt Cyperns regering. Dertil kommer, at forhandlingssammenbruddet igen har udstillet militærets indflydelse i tyrkisk politik. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Denktash havde sikret sig opbakning fra det tyrkiske militær til sin hårde linje. Derfor kunne han tillade sig at overhøre den tyrkiske regering. For få dage siden besluttede den tyrkiske forfatningsdomstol så at forbyde det kurdiske parti HADEP, fordi det angiveligt har forbindelser til den forbudte kurdiske oprørsbevægelse PKK. Igen et tilbageskridt for bestræbelserne på at få Tyrkiet anerkendt af omverdenen som et fuldblods demokrati. Men en sådan anerkendelse forudsætter, at landeteret fuldblods demokrati. Derfor må de tyrkiske politikere bl.a. sørge for, at militæret bliver henvist til den plads, det tilkommer i det politiske liv: ikke på bænken, men helt op på tilskuerpladserne. Den nye regeringschef får hænderne fulde.