PALÆSTINENSERE og israelere venter med spænding på, om USA vil kaste noget af sin energi ind i bestræbelserne på at løse deres konflikt, når krigen i Irak forhåbentlig snart er afsluttet. Saddam Hussein har jo gerne hævdet, at han er palæstinensernes mand. Det har altid været lige så hult som hans påstand om, at netop han skulle kæmpe for islam, skønt hans diktatur har kostet usædvanligt mange muslimske liv. Derimod kan den amerikanske 'road-map' for fred mellem israelere og palæstinensere - udarbejdet med FN, EU og Rusland - vise sig at være en betydelig bedre hjælp til palæstinenserne og for mellemøstlig fred, end Saddam Hussein nogen sinde har ydet. I tilfældet Irak er der brug for, at USA begrænser sig. I tilfældet Palæstina/Israel er der modsat brug for, at USA kaster sig ind med betydelig vægt - inklusive soldater. I IRAK er den amerikansk-anførte alliance nødt til at overbevise irakerne om, at USA ikke kommer med imperiale ambitioner. Derfor er det både politisk og faktuelt nødvendigt, at USA lader FN overtage den politiske og administrative styring af Irak, i takt med at FN er parat. Det må også være af højeste prioritet, at USA og FN hurtigst muligt får irakiske kræfter ind i administrationen af deres eget land efter Saddam Hussein. I Palæstina/Israel har FN i årtier vist sig ude af stand til at formidle en løsning. Her er der til gengæld brug for, at USA - som den mægler, der nyder størst respekt i begge lejre - viser sig villig til at bære en del af en fredsaftales risiko. Det er jo ikke fredsforslag, der fattes. De fleste israelere og palæstinensere er sammen med USA, EU og FN enige om, at fred i det såkaldt hellige land må bygge på israelsk opgivelse af dets bosættelser og tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza, oprettelsen af en palæstinensisk stat og en form for deling af Jerusalem. Alligevel har fredsprocessen i flere år været strandet, fordi de to samfund ikke har tillid til modpartens intentioner og vilje til at overholde en aftale. Hvis deres mistillid og frustration - eller hvis de rabiate ekstremister på begge sider - fører dem ud i krig, risikerer det internationale samfund under alle omstændigheder at blive inddraget. Det, der er brug for, er, at det internationale samfund på forhånd tilbyder at sætte soldater ind på beskyttelsen af nye grænser, indtil israelere og palæstinensere selv tør tro på dem. I forhold til de kræfter, som USA og Storbritannien just har investeret i Irak, vil det ikke kræve stort mod og mange soldater at påtage sig en del af risikoen ved en fredsaftale mellem Israel og Palæstina. Men det kan sætte skub i en fredsproces, som USA's troværdighed kan afhænge af - og Mellemøsten desperat behøver.