HVERKEN JUBLEN eller de lejlighedsvise plyndringer i Bagdad er til at tage fejl af: Det går i disse timer op for det irakiske folk, at mareridtet er forbi. Den gennemtrængende atmosfære af frygt, der har forgiftet irakernes liv ikke i uger, ikke i måneder, ikke i år, men i årtier, er nu brudt. USA og Storbritannien har overvundet Saddam Hussein og hans regime. En æra af undertrykkelse, elendighed og krig er ved at tage sin afslutning. Forude venter en ny fremtid for de hårdt prøvede irakere. Det er en glædens dag. Fremover vil en brutal og megaloman diktator ikke længere kunne kaste sit land ud i krig. Han vil ikke længere kunne gasse sit eget folk. Han vil ikke længere kunne lade uskyldige blive dræbt, torteret og voldtaget i sine fangekældre. Han vil ikke længere kunne misbruge et rigt lands ressourcer til fordel for et lille mindretal af magthavere. Takket være Saddams fald vil Irak ikke længere være en paria i det internationale samfund. PÅ VEJ UD svigtede Saddam Hussein og hans nærmeste det irakiske folk en sidste gang: Lige siden den overlegne amerikanske militærmaskine i sidste uge brød republikanergardens modstand foran Bagdads porte, må det have stået regimet klart, at krigen var tabt. I den situation har mennesker med ansvar for et lands skæbne kun én pligt: at opgive den militære kamp for at skåne civilbefolkningen. Ved i stedet at gemme sig og via talsmænd proklamere fortsat krig med alle midler, har regimet en sidste gang mindet os om sin kynisme og foragt for menneskeliv. At det er en glædens dag for irakerne, betyder ikke, at USA's ensidige krig pludselig er blevet uangribelig eller uproblematisk set i et bredere internationalt perspektiv. Det burde ikke for alvor kunne overraske nogen, at USA har været i stand til at vinde en hurtig militær sejr over Irak. Selv om det langtfra er lykkedes at skåne civilbefolkningen for lidelser, er det lykkedes at undgå de humanitære katastrofer, mange frygtede. Her er tale om en ny form for krig. Men den militære triumf hverken kan eller bør tilsløre den forudgående diplomatiske fiasko; en fiasko, der trækker lange spor. USA HAR SAMMEN med sine få allierede - deriblandt Danmark - ført krig uden FN-mandat. Verdens mægtigste magt har denne gang ikke formået at samle en bred koalition. Samtidig har USA's begrundelser for at føre krigen været skiftende og utroværdige: Saddam Husseins forbindelser til international terror blev aldrig dokumenteret. Koblingen til 11. september ligner et åbenbart misbrug. Vi ved endnu ikke, hvor velbegrundet frygten for masseødelæggelsesvåben egentlig var. Allermest problematisk er dog den ret til præventiv krig, som Bushregeringen har ophøjet til sikkerhedspolitisk doktrin, og som nogle nu vil hævde, har bestået sin første prøve i praksis. At en krig på en gang kan føre til en tyrans fald og være et hårdt slag for normerne i det internationale samfund, ligner et paradoks. Men det afspejler dybest set kun, at verden stadig består af suveræne stater. Skal det internationale samfund reguleres af mere end den stærkes ret, må indgreb i sådanne suveræne stater hvile på principper og kunne samle bred tilslutning. Det er i dag USA's militære magt, der gør sådanne indgreb mulige. Men magt alene gør det ikke. Hvis ikke USA kan bringe sin varetagelse af egne nationale interesser i overensstemmelse med normer, der kan vinde udbredt tilslutning, så kan den langsigtede følge blive en mere usikker og farlig verden - uanset jubelscenerne i Bagdad. SKAL DAGENS kontroversielle befrielse af Irak også fremover fremstå som et positivt vendepunkt, er der derfor meget at gøre. Det gælder de akutte militære og humanitære opgaver. Og det gælder det afgørende spørgsmål om grundlaget for den besættelse af Irak, der venter forude: Her skal og må alle samle sig om at give FN en afgørende rolle. Ikke bare for det internationale samfund og dets normers skyld; men af hensyn til USA selv, der har brug for at tilføre opgaven langt mere støtte og legitimitet, hvis det ikke skal gå direkte fra rollen som sejrherre til rollen som koloniherre. DA IRAKERE og amerikanere i går i fællesskab væltede kæmpestatuen af Saddam, var det mere end et symbol på tyrannens fald. Det lille forspil, hvor de amerikanske marinesoldater først foldede det amerikanske flag ud for derefter at overlade scenen til de irakiske farver, er et billede på den udfordring, der venter forude: USA og Storbritannien lover irakerne en demokratisk fremtid. Men demokrati og nationalisme går - især i starten - hånd i hånd. En nation, der gennem årtier er forgiftet af en diktator, skal nu stå på egne ben. Netop fordi løftet om demokrati er helt nyt i forhold til fortidens imperialisme og magtpolitik, er der grund til at holde USA og Storbritannien fast på det. Men hvad amerikanske og britiske styrker har åbnet mulighed for, kan kun irakerne selv gøre til en realitet. Skal det lykkes, har de brug for hele verdens hjælp. Lykkes det, vil det til gengæld være en langt større sejr end den, Washington og London fejrer lige nu.