ALLE TANGENTER bliver brugt, når danske topdirektører i disse dage kæmper for at forhindre, at EU-landene vedtager et direktiv, som vil gøre det lettere at overtage virksomheder, der hidtil har været kontrolleret af familiefonde. Der bliver spillet både på nationale og samfundsansvarlige argumenter, når en række store virksomheder anført af Novo Nordisk og A.P. Møller forsvarer det gamle system, hvor familiefonde udstyret med stemmetunge A-aktier kontrollerer selskaberne, mens øvrige aktionærer må nøjes med de stemmesvage B-aktier. Hos Novo betyder det, at Novo Nordisk Fonden kun ejer 26,7 procent af aktierne, men 69,8 procent af stemmerne. FORTRÆFFELIGHEDERNE ved fondene er angiveligt mange. For det første sikrer de, at virksomheden drives i stifterens ånd. Princippet kaldes den døde hånd, fordi stifteren i en vis forstand stadig sidder med, når vigtige beslutninger træffes. Dernæst sikrer fondene, at virksomhederne ikke behøver at agere efter kortsigtede profitinteresser. De kan tage hensyn til både medarbejdere og samfund på en helt anden måde end andre virksomheder. Det er Novo et godt eksempel på. Virksomheden har engageret sig i samfundet på en måde, som det er svært at forestille sig, hvis den bliver overtaget af udenlandske mastodonter. DESVÆRRE ER Novo et særsyn. For de fleste fondskontrollerede virksomheder handler det udelukkende om at bevare kontrollen og beskytte sig mod overtagelse. Samtidig er der noget sært paradoksalt i, at Novo på den ene side ønsker, at aktionærerne skal investere i virksomheden, og på den anden side, at ledelsen selv vil bevare kontrollen. I virkeligheden er budskabet fra Novo, at selskabets aktionærer udelukkende drives af profitinteresser, som er til fals for ussel mammon. Dem kan man skam ikke overlade vigtige beslutninger om virksomhedens fremtid, lyder det indirekte. Et noget ensidigt aktionærsyn fra en ellers nuanceret virksomhed og endnu et trist eksempel på, at danske topdirektører kun bryder sig om markedsøkonomien, når den gavner dem selv. Lad os håbe, at de øvrige EU-lande holder fast i kampen mod særrettighederne. Princippet 'En aktie, en stemme' er den rigtige vej frem.