IKKE SIDEN de dramatiske begivenheder på Den Himmelske Freds Plads har det kinesiske bureaukrati oplevet politiske rystelser af så store dimensioner. Sundhedsministeren og hovedstadens borgmester er blevet fjernet af en partiledelse, der er presset til at demonstrere handlekraft i forsøget på at inddæmme de skader, der er forårsaget af lungesygdommen SARS. Ifølge flere mediekorrespondenter i Beijing har både præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao gennem flere uger opfordret centrale og lokale myndigheder til at demonstrere åbenhed og engagere sig i samarbejde med verdenssundhedsorganisationen WHO, men uden synlige resultater. Og de af myndighederne, der fulgte ledelsens opfordringer, valgte systematisk at underrapportere sygdommens udbredelse. Konsekvenserne udeblev ikke: Et betydeligt antal bestilte flyrejser til Kina blev i hast aflyst. Rigets internationale omdømme havde lidt skade. Kun regulære fyringer i toppen kunne ændre på dén situation. MEN uansvarligheden i det træge kinesiske system skal søges i bureaukratiets måde at arbejde på snarere end i en antagelse om, at topledelsen bevidst og med de dårligste motiver forsøger at skjule problemets karakter og udbredelse. Det kinesiske rapporteringssystem for epidemier matcher ikke det, som WHO anbefaler. De centrale myndigheder i Beijing har i årevis haft vanskeligheder med at få et fungerende samarbejde med især de militære institutioner, der per tradition opererer i hemmelighed. Men det ironiske i situationen er reelt, at selv når hovederne begynder at rulle, vil det være vanskeligt at placere ansvaret hos nogle få embedsfolk eller en afgrænset enhed i megabureaukratiet. For siden Mao Zedongs dage er det kinesiske bureaukrati nemlig blevet reformeret på en sådan måde, at en enkelt eller nogle få topledere har svært ved at gennemføre dramatiske direktiver hurtigt og uden forudgående konsultationer til højre og venstre. I dag er bureaukratiet således indstillet på at fremme politisk og bureaukratisk stabilitet, og metoden er at sikre 'konsensus' mellem flest mulige involverede, centralt som lokalt. Indlysende nok er problemet her, at netop denne model er aldeles uegnet til at tackle de akutte problemer, som fænomenet SARS har udløst. KINA har ikke råd til at opføre sig så kluntet. Dertil er landets reformprojekt for vigtigt. Vejen frem er en liberalisering af nyhedsformidlingen og dermed også på sigt det politiske system, for kun dermed kan riget opretholde sin tiltrækningskraft for udenlandske investeringer. De kinesiske mediers dækning af Irakkrigen har allerede vist, at en sådan liberalisering er begyndt. Her var dækningen præget af balance og et ønske om reel orientering. Nul propaganda! Eksemplet bør smitte af i rapporteringen af SARS-krisen. Verden venter spændt.