HVIS FOLKEKIRKEN var et privat foretagende a la Farum Boldklub, så stod det den frit for at optage lån, indgå leasingaftaler eller sælge halvdelen af aktierne til Peter Brixtofte. Men nu er den danske statskirke i allerhøjeste grad en del af staten, så allerede af den grund er det ret langt ude, at kirkeminister Tove Fergo finder på at bruge Farummodellen som ministeriets finansielle redningsmodel. Og det er decideret skørt, når ministeren anser folkekirkens såkaldte Fællesfond for at være staten uvedkommende og dermed ikke underlagt dens almindelige regler. Anser Tove Fergo sig selv for at være direktør i Folkekirken A/S, eller ved hun godt, at hun er statskirkens minister? I hvert fald må man som så ofte før sige, at Tove Fergos udtalelser har høj underholdningsværdi. Men man må også sande, endnu en gang, at intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Tove Fergo viser sig gang på gang at være den mest eminente fortaler for en adskillelse af kirke og stat, som er set i mands minde. HVIS FOLKEKIRKEN var en fri kirke, som selv skulle skaffe sine midler, så ville de betroede talenter nok blive forvaltet med noget større omhu, end det nu er tilfældet. For eksempel ville et 'ministerium', som var et privat fællessekretariat for hele den fri kirke, nok finde på at ansætte et par økonomer til styring af økonomien (i det nuværende Kirkeministerium er der ikke en eneste). Og hvis ikke man havde skattevæsenet til at inddrive kontingenter... Og så videre. Meget ville være anderledes, hvis stat og kirke blev adskilt i Danmark. En adskillelse, hvis dybere begrundelse naturligvis ikke primært har med økonomi at gøre, men med principper i et moderne demokrati. Det kan ikke passe, at i et land med mennesker af alle mulige religiøse og ateistiske overbevisninger har staten som sådan sin særlige trosretning. Ej heller kan det passe, at en minister som Tove Fergo skal bestemme over et trossamfund som det evangelisk-lutherske, hvad hun jo også har måttet sande, hver gang landets biskopper har banket hende på plads. Fællesnævneren for alle de gode argumenter, der er for en adskillelse af kirke og stat i Danmark, kunne glimrende være det meget populære ord privatisering. Når nu regeringen er så glad for privatiseringer, ja, tror på dem med en næsten religiøs inderlighed, hvorfor tager man så ikke fat på den statsvirksomhed, som både gud og hvermand samt Tove Fergo må ønske frisat: den hellige almindelige kirke.