UBEMÆRKET AF mange danskere er der for tiden gang i en revolution i Danmark. Revolutionen foregår i retssektoren, og det, der er tale om, er et systematisk angreb på hævdvundne retsprincipper og retssikkerhedsgarantier. Angrebet er sket i faser. Det begyndte kort efter 11. september i terrorbekæmpelsens hellige navn, og siden da er det gået slag i slag med undergravningen af vores alle sammens retssikkerhed. Foreløbig sidste skud på stammen er den såkaldte rockerlov, der for tiden er til behandling i Folketinget, og som trods protester fra stort set hele det juridiske miljø formentlig bliver vedtaget inden sommer. Det er et lovforslag, der er god grund til at fæstne sig lidt ved, både på grund af indholdet og den måde, det er blevet til på. Som professor Eva Smith anførte i en Kronik tidligere på ugen, er der i Danmark tradition for, at større straffelovsreformer bliver forberedt af et fagligt udvalg med repræsentanter fra forsvarere, anklagere, politi, dommere og den akademiske verden. Ideen er at sikre, at alle hensyn bliver taget med i betragtning, og at resultatet bliver tilpas velafbalanceret. Denne gang har justitsminister Lene Espersen imidlertid valgt at sammensætte udvalget noget snævrere, faktisk udelukkende med repræsentanter fra politiet og anklagemyndigheden. For at føje spot til skade er gruppens medlemmer oven i købet gjort anonyme, og resultatet er et frontalangreb på forsvarerne og de sigtedes rettigheder. FREMOVER KAN fortrolige oplysninger, som politiet har fået fra andre lande, således ikke blot hemmeligholdes over for den sigtede, men nu også dennes forsvarer. Han eller hun forventes dermed at kæmpe i blinde mod anklager og mistanker baseret på oplysninger, som vedkommende hverken under sagen eller senere får kendskab til. Man behøver ikke være jurist for at se det urimelige, fuldkommen ligesom man ikke skal være idrætslærer for at konstatere, at en boksekamp, hvor den ene part har bind for øjnene, ikke er særlig retfærdig. En anden nyskabelse i lovforslaget er indførelsen af de såkaldte civile agenter. Det har efter Dan Lynge-sagen tiltrukket sig nogen opmærksomhed - og megen kritik - men altså ikke noget, der har fået regeringen til at tøve med at fremsætte forslaget, der i visse tilfælde vil gøre det straffrit for almindelige borgere at begå kriminalitet. Igen skal man ikke være hverken kronjurist eller menneskerettighedsekspert for at se problemerne, og værre bliver det naturligvis kun af, at betingelserne for at, politiet kan anvende civile agenter, er sat meget lavt. VAR ROCKERLOVEN en enlig svale, ville man kunne håbe, at det var en fejl; at overgrebene på retssikkerheden var noget, som regeringen blot skulle forklares, så ville den rette op på det. Men sådan er det desværre langtfra, rockerloven er blot det sidste led i den perlerække af love, der i de sidste år har undermineret den danske retsstat. Trods de oplagte retssikkerhedsmæssige problemer har Folketinget således indført anonyme vidner og dermed gjort op med den ide, at en sigtet skal kende det grundlag, vedkommende bliver dømt på. Det samme gælder princippet om, at danskere kun kan udleveres til andre lande for forbrydelser, der er strafbare i Danmark. Det er ved at blive afskaffet i forbindelse med den 'europæiske arrestordre', hvorefter mistænkte for forbrydelser på EU's 'positivliste' kan udleveres, uanset om forholdet er strafbart i det land, som vedkommende befinder sig i. Det stemte Danmark for i EU sidste år og er i fuld gang med at gøre til dansk ret. Hertil kommer alle de mere generelle overvågningsmuligheder, som der med rund hånd er blevet åbnet for i de sidste par år. Det gælder ikke mindst de såkaldte masteoplysninger, som telefonselskaberne er forpligtet til at opbevare og på anmodning udlevere til politiet. Med dem i hånden kan man, som det blandt andet fremgik af Thorsen-sagen, endog meget præcist kortlægge en given persons færden, og eftersom næsten hele befolkningen har mobiltelefoner, er resultatet nogenlunde det samme, som hvis vi alle havde en særlig maling på skoene, sådan at politiet hele tiden kunne se, hvor vi havde været, og hvem vi havde talt med. Og løfter man blikket lidt fra en snæver dansk virkelighed, kan man konstatere, at den nonchalante holdning til hævdvundne retsprincipper også gælder på det internationale plan. Det er tilfældet i Irak, hvor Danmark uden at blinke deltog i en militær aktion og nu en besættelse, som de fleste folkeretsjurister mener er klart ulovlig. Og det gælder i Guantánamo, hvor regeringen - trods Anders Foghs forsigtige forespørgsler i Washington i denne uge - uden de store protester accepterer, at USA nu på andet år tilbageholder en dansk statsborger i strid med alle internationale konventioner. DET ER en skandale. Alt sammen og især tilsammen. Det har taget århundreder at opbygge den danske retsstat, men det kan tydeligvis gå betydeligt hurtigere at nedbryde den.