LANDETS GYMNASIEELEVER sidder i disse dage bøjet over bordene og forbereder sig på deres studentereksamen. Samtidig diskuterer uddannelsespolitikerne på Christiansborg intenst, hvad kommende generationer af gymnasieelever skal udsættes for. Men der er desværre langt fra gymnasieelevernes dagligdag til christiansborgpolitikernes planer for det nye gymnasium. Undervisningsministeren har i sit forslag til en gymnasiereform foreslået et halvt års introduktionsforløb og derefter 'fagpakker' på to og et halvt år. Det forslag brillerer ikke ved at tage hensyn til hverdagen på landets gymnasier. Som enhver, der kender forholdene på landets gymnasier, ved, er undervisningen baseret på faglige forløb af et års varighed. Det vil give meget store administrative problemer, hvis der allerede efter et halvt år skal laves nye klassefordelinger. Faren er, at det halve år bliver et salgskursus, hvor gymnasielærere er mere optaget af at kapre elever til deres fagpakke end af fagligheden. Desuden rummer det korte tidsrum til introduktionen og betegnelsen 'grundforløb', som Undervisningsministeriet benytter, en alt for uambitiøs tilgang til en reform af gymnasiet. I stedet for det halve års grundforløb ville gymnasieeleverne være bedre tjent med et fagligt forpligtende fællesår, som kunne give dem en solid faglig ballast til et valg mellem forskellige fag. OGSÅ NÅR DET GÆLDER de mange obligatoriske fag på skemaet, er der langt fra teori til praksis. Foreløbig har undervisningsministeren veget uden om at skære i antallet af fag og indrette idealerne efter realiteterne på gymnasieelevernes skoleskema. Det er rigtigt set, at gymnasiet skal gøres mere konsekvent og tidssvarende, samtidig med at naturvidenskabelige fag og sprogfag styrkes, men som fagfolk allerede har påpeget i debatten, er det tvivlsomt, om fagligheden reelt bliver styrket i ministerens udspil. Der må tages et opgør med de mange faglige særinteresser i gymnasiet. Hellere færre fag, hvor der er tid til at nå et ordentligt fagligt niveau end for mange småfag, som bliver overfladiske. I den sammenhæng har undervisningsministeren ikke fået den store hjælp fra de uddannelsespolitiske ordførere, som hver har promoveret sit fag. Hvis gymnasiereformen skal blive et fremskridt, kræver det, at uddannelsesordførerne besinder sig og lader helhedsbetragtninger vinde over særinteresser.