IFØLGE STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) er det en både teoretisk og i praksis irrelevant debat, der lige nu foregår om regeringens grundlag for at gå med i den amerikanskledede krig i Irak. For den hjemvendte statsminister er det afgørende, at Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, er stødt fra magten, og at verden er blevet en brutal despot mindre. Det kan måske lyde som en rimelig betragtning, men den er i virkeligheden ikke alene nedladende over for det demokrati, statsministeren er en del af. Den indikerer også, at han ikke helt har forstået rækkevidden af hverken krigen eller den debat, der allerede længe har raset i USA og Storbritannien, og som altså nu er nået til Danmark. Debatten handler nemlig ikke om, hvorvidt man er glad for at være sluppet af med Saddam Hussein eller ej. At fremstille sagen på den måde er udtryk for letkøbt populisme. Debatten handler om, hvorvidt vi kan have tillid til de regeringer, der trods åbenlys international splittelse i både FN, NATO og EU valgte at kaste sig ind i Irakkrigen. Eller som Anders Fogh Rasmussens partifælle og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen formulerede det i en kronik i Berlingske Tidende i går: »Specielt drejer det sig om tilliden til de informationer, der danner grundlag for de politiske lederes beslutninger - især den amerikanske ledelse, eftersom accept af den amerikanske doktrin om forebyggende militære aktioner forudsætter absolut tillid til beslutningsgrundlaget. Derfor er diskussionen vigtig«. DERFOR ER det også et alt andet end 'teoretisk' problem, at USA's præsident, George W. Bush, før krigen talte om irakiske forsøg på at skaffe sig uran i Afrika, mens han efter krigen beklagede at have givet oplysningen videre. Derfor er det et problem, at den britiske premierminister, Tony Blair, før krigen talte om, at Irak kan være klar med missiler i løbet af 45 minutter, hvorefter han siden trak i land. Og derfor er det heller ikke bare af 'teoretisk' interesse, at blandt andre statsminister Anders Fogh Rasmussen uden forbehold talte om truslen fra irakiske masseødelæggelsesvåben som et krigsargument, når det nu har vist sig, at tilstedeværelsen af disse våben fortsat savner dokumentation fire måneder efter Bagdads fald. Det er muligvis bekvemt at fremstille sagen anderledes, men debatten handler altså om troværdigheden af ansvarlige regeringers oplysninger, som tilmed blev draget i tvivl allerede før Irakkrigens udbrud. PÅ SAMME måde kan det være bekvemt for den danske statsminister at fremstille sagen, som om det internationale samfund var mere handlingslammet, end tilfældet var. Sagen er imidlertid, at krigsskeptiske lande som Frankrig jo ikke udelukkede en krig. Men de fandt, at grundlaget for en krig var for tyndt på det foreliggende grundlag, og derfor ønskede de at give FN's våbeninspektører mere tid, sådan som også inspektørernes leder, svenskeren Hans Blix, bad om. De ønskede med andre ord at udtømme alle muligheder for fredelige alternativer, inden en krig kom på tale. Det er ikke handlingslammelse, men udtryk for ansvarlighed. Krige er immervæk hverken konsekvens- eller blodløse, sådan som man nogle gange kunne få indtrykket af, når politikere glæder sig over det vellykkede 'regimeskifte' i Irak. Ifølge nye tal fra den britisk-amerikanske gruppe Iraq Body Count mistede mindst 6.000 civile irakere og et ukendt antal soldater livet under Irakkrigen, og dertil kommer mindst 16.000 sårede. RÆKKEN AF fejlinformationer og/eller overfortolkninger har alt i alt påført de ansvarlige ledere et troværdighedsproblem, der rækker langt ud over det indenrigspolitiske drilleri, som regeringspolitikere gerne vil fremstille det som. Det er et troværdighedsproblem, der nødvendigvis må få betydning for dansk deltagelse i fremtidige militære aktioner. Og det er et troværdighedsproblem, der i allerhøje8ste grad må føre til krav om, at danske regeringer forholder sig langt mere kritisk til de argumenter, USA måtte bruge for i fremtiden at iværksætte eventuelle 'forebyggende angreb'. Som en yderligere konsekvens af den internationale splittelse, som Danmark har bidraget til ved at forlade det såkaldte FN-spor, mangler FN i dag i genopbygningen af Irak, der så sent som i går oplevede det blo8digste døgn siden krigens afslutning. I stedet fremstår først og fremmest USA og Storbritannien som stadig mere upopulære besættelsesmagter, som ikke bare har store problemer med at sikre irakerne lov og orden, men som også mangler den legitimitet, der ville have fulgt af at have fået et nyt og klart FN-mandat til krigen. Fraværet af sådan et FN-mandat er også årsag til, at det fortsat er usikkert, om Irak snart kan tilføres de fem milliarder dollar eller mere end 35 milliarder kroner i støtte, som FN skønner er nødvendige for at sikre irakerne basale ydelser. Heller ikke det er en »teoretisk diskussion uden praktisk relevans«. Det er blodig alvor.