ANDERS FOGH Rasmussens lynhurtige kursskifte i europapolitikken er foreløbig lykkedes. Med det yderste af læberne sagde Mogens Lykketoft ja til den farefulde sejlads i oprørte danske EU-vande, der tegner forude. Til gengæld sagde Marianne Jelved og de radikale fra, så det kunne høres. Vi ved nu, at når vi skal stemme om den kommende forfatningstraktat i EU, så skal vi med samme kryds bekræfte forbeholdene. Et kryds ved ja er her både et ja til unionen og et ja til forbeholdene. Vi vil dog også skulle stemme om forbeholdene hver for sig og dermed også få mulighed for at afskaffe dem. Undtagen ét forbehold, det retlige, som statsministeren ønsker at afskaffe i forhold til vælgerne, men bevare i forhold til EU. Af hensyn til den stramme udlændingepolitik. At vi får lov til at sætte fire-fem krydser, står fast. Men hvor mange dage krydsene skal fordeles på, ved statsministeren endnu ikke. Der vil gå en rum tid, før alle disse nyheder vil kunne fordøjes. Der var engang, da vi 'bare' kunne sige ja eller nej, selv om det ved de fleste afstemninger har været umuligt at sige, hvad et nej egentlig betød. Efter seks folkeafstemninger, fire forbehold og utallige parlamentariske forviklinger er det blevet langt mere kompliceret. BAG VED al teknik og taktik gemmer sig dog en åbenlys politisk realitet: Regeringens udenrigspolitiske akilleshæl var fra starten modsætningen mellem den stadig strammere udlændingepolitik og ønsket om at føre en offensiv og åben europapolitik. Den parlamentariske modsætning er netop skærpet med Dansk Folkepartis krav om, at vi skal ud af EU - et krav, som man skal ud på den alleryderste venstrefløj for at finde parlamentarisk støtte til. Men først og fremmest er modsætningen jo en gedigen politisk modsigelse. Hvis kun Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard er til at stole på, når det gælder udlændingepolitikken, hvorfor skal danskerne så stole på tyske, svenske, hollandske, britiske og franske politikere, når det gælder handel, økonomi, miljø, politisamarbejde, valuta, forbrugerbeskyttelse og alt det andet, som det europæiske samarbejde drejer sig om? Værst er det, at den danske politik, statsministeren gerne vil værne om, er en illusion. Vi kan nu engang ikke lukke Danmarks grænser uden også at lukke dem for Europa. Det skyldes hverken jura eller politik, men simple geografiske og menneskelige kendsgerninger. Statsministeren er sikker i sin sag, og en habil taktiker. Men selv den mest sindrigt konstruerede stemmeseddel kan ikke ophæve politiske modsigelser af den kaliber.