UMIDDELBART ligner aftalen mellem regeringen og A.P. Møller-Mærsk om beskatningen af nordsøolien en guldrandet forretning for staten. Med 20 milliarder kroner lige ned i statskassen over de næste otte år er der ifølge erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) al mulig grund til at være tilfreds. Gid det var så vel. Man skal være ualmindelig blåøjet, hvis man skal tro på, at A.P. Møller-Mærsk frivilligt accepterer en aftale, som koster virksomheden penge. Og da skatteforhandlinger aldrig kan ende med gevinst til begge parter, er der desværre ingen tvivl om, hvem der trak det længste strå i forhandlingerne om nordsøolien. Selvfølgelig kan der være tale om dårlig samvittighed fra skibsrederens side. Det ville der være god grund til. A.P. Møller-Mærsk og de to partnere i Nordsøen, Shell og Chevron-Texaco, har i årevis pumpet olie op af Nordsøens undergrund på uhørt lukrative betingelser. Alene i årene fra 2000 til 2002 er de tre selskaber sluppet 20 milliarder kroner billigere i skat, end de ville have gjort, hvis den model, som både Skatteministeriet og de økonomiske vismænd har anbefalet, var blevet indført. DA INTET tyder på, at Mærsk Mc-Kinney Møller lider af den slags samvittighedskvaler, må forklaringen på det smertefri forhandlingsforløb og hans hurtige accept af aftalen være en anden. En væsentlig del af forklaringen finder man i aftalens sjette afsnit, hvor der indføres en ganske usædvanlig klausul. Her lover regeringen, at A.P. Møller-Mærsk og partnerne de næste 40 år får økonomisk kompensation for lovændringer, der påvirker deres indtjening i Nordsøen. Med klausulen, der nærmest tangerer en økonomisk totalfredning, gentager Bendt Bendtsen den kapitalbrøler, som den daværende socialdemokratiske regering, anført af statsminister Viggo Kampmann, begik i 1962, da A.P. Møller fik eneretten til Danmarks undergrund. Nemlig at låse staten på hænder og fødder, når det gælder en rimelig beskatning af olien. Akkurat som i 1962 er faktum, at vi reelt ikke kender noget til indvindingsmulighederne i fremtiden. Hvem ved - ud over A.P. Møller måske - hvor mange råstoffer, der befinder sig i Nordsøens undergrund, og hvordan indvindingsteknologierne udvikler sig i fremtiden. Belært af erfaringerne med den gamle aftale burde man i det mindste have sikret sig en genforhandlingsret. Lad os håbe, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti evner at vise den rettidige omhu, som Bendt Bendtsen så skammeligt har forsømt.