FØRST ET tillykke til Nykredits direktør, Mogens Munk Rasmussen. Imod al sund fornuft og enhver rimelighed er fusionen mellem Nykredit og Totalkredit sluppet igennem Konkurrencestyrelsen. Mogens Munk Rasmussen kan nu læne sig tilbage med en markedsandel på 42 procent, vel vidende at konkurrencen på det danske realkreditmarked effektivt er sat ud af kraft. Skulle Mogens Munk Rasmussen være i tvivl om sin usædvanlig magtfulde position, skal han blot læse Konkurrencestyrelsens analyse af fusionen. Over 187 sider udpensler styrelsen de skadelige virkninger så tydeligt, at redegørelsen kunne blive fast lærebog på handelshøjskolerne.Det fører for vidt at referere alle skadevirkningerne her. Men et kig på de værste rækker så rigeligt. Blandt andet konkluderer Konkurrencestyrelsen, at realkreditmarkedet nu effektivt bliver lukket for nye konkurrenter, både når det gælder danske og udenlandske af slagsen. Det er simpelthen umuligt for dem at komme ind, fordi de nuværende selskaber har sat sig tungt på alle salgskanaler. Hvad enten det gælder landets bankfilialer eller ejendomsmæglere, er de hårdt knyttet op til de eksisterende realkreditinstitutter. Særlig Nykredit og Realkredit Danmark, som tilsammen sidder på 77 procent af markedet. Konsekvensen er, at selskaberne ikke konkurrerer på prisen. Tværtimod, konstaterer Konkurrencestyrelsen. Kampen står i stedet om, hvem der kan producere de dyreste reklamer og give de højeste formidlingsprovisioner til banker og ejendomsmæglere. På grund af den manglende priskonkurrence er der ikke blevet rokket ved priserne siden 1996. Det er således hele syv år siden, at selskaberne - stort set samtidig - ændrede satserne. Ikke engang omkostningerne gider realkreditinstitutterne at konkurrere på. Konkurrencestyrelsen konstaterer således, at medarbejderne i branchen i mange år har nydt godt af en højere løn end funktionærer i de fleste andre erhverv. Og det værste af det hele er, at forværringen af konkurrencen er sket med en hjælpende hånd fra det offentlige. Det særegne danske realkreditmarked er reguleret i alle ender, og det offentlige har derved »beskyttet realkredittens position«, som Konkurrencestyrelsen formulerer det. Desværre fortsætter det. Denne gang med Konkurrencestyrelsens velsignelse. Bortset fra nogle få kosmetiske ændringer, der udelukkende fungerer som figenblad for en skandaløs beslutning, er fusionen mellem Nykredit og Totalkredit gledet glat igennem. Kravene fra Konkurrencestyrelsen udstiller i sig selv, hvor grotesk situationen er. Da konkurrencen er sat ud af kraft, har styrelsen simpelthen følt sig nødsaget til at diktere, at de såkaldte bidragssatser skal nedsættes til 0,50 procent for alle nye lån. Det svarer til godt 10 kroner om måneden for et lån på en million kroner. Denne besynderlige form for detailregulering af priserne, der nærmest har planøkonomiske træk, viser, at Konkurrencestyrelsen må have erkendt, at konkurrencen på realkreditmarkedet reelt er sat ud af kraft. Sjældent har der været et mere påtrængende behov for at stoppe en fusion på dansk grund end i dette tilfælde. Og det er en meget ringe trøst, at de banker, som ejede Totalkredit, får nogle milliarder kroner til deling.Man må nu spørge, hvad der egentlig skal til, før Konkurrencestyrelsen vil stoppe en fusion. Kan styrelsen præsentere os for et eneste eksempel på en situation, hvor den vil sige stop? Næppe. Vi må konstatere, at Konkurrencestyrelsens årlige beklagelser over manglende konkurrence mest er bragesnak. Bevares, styrelsens analyser er gode. Det er vigtigt at få påpeget, at konkurrencen i Danmark er væsentligt mindre end i de lande, vi normalt sammenligner os med. At de danske priser i gennemsnit ligger fire procent højere og derved er skyld i et stort velfærdstab. Og at der stadigvæk er hele 65 brancher, hvor konkurrencen er begrænset. Og her taler vi ikke om ligegyldige brancher. Tværtimod er det brancher, som forbrugerne støder ind i hver dag. Stort set hele fødevareindustrien er således befolket af monopollignende virksomheder. Arla, når det gælder mælkeprodukter, Danish Crown, når det gælder svinekød, Carlsberg, når det gælder øllene, Danisco, når det gælder sukkeret - og House of Prince, når det gælder cigaretterne - og sådan kan man desværre blive ved. Med henvisning til en truende international konkurrence - først via EU's indre marked, dernæst via globaliseringen - har de danske konkurrencemyndigheder over en lang årrække accepteret opbygningen af danske monopoler. Problemet er blot, at konkurrencen fra de nævnte kanaler endnu ikke har vist sig i nævneværdig grad. Monopolerne har nemlig haft en uovertruffen evne til at sætte sig tungt på de danske distributionskanaler, akkurat som det er tilfældet med realkreditten. Konkurrence fremmer velstand og fornyelse, hedder det i Konkurrencestyrelsens værdigrundlag. Det gør styrelsen desværre ikke.