VATIKANET HAR netop markeret 25-året for pave Johannes Paul II's indsættelse i det indflydelsesrige embede. Og der er ikke blevet sparet på de rosende ord i hyldesten af den katolske verdens åndelige overhoved. I aviser og på tv har man kunnet læse og se historien om den polskfødte pave, der havde en hård barndom, men takket være en klippefast tro, ydmyghed og et lyst sind opnåede den hædersbevisning at blive sin religions ypperste repræsentant på Jorden. Karol Wojtyla, pavens rigtige navn, er en på mange måder imponerende mand, som har overlevet en blodig verdenskrig, kommunistisk undertrykkelse, to påkørsler, et attentatforsøg og en kræftknude. Hans beundrere har påpeget, at den nu 83-årige pave er en mand af folket, hvis religiøse anskuelse ikke bygger på teologiske abstraktioner, men på sund fornuft og kendskab til hverdagen. Man kan dog have sin tvivl. HVIS DER NEMLIG er et område, hvor paven har demonstreret, at han er et mønsterprodukt af teologiens afstand til virkelighedens verden, er det i synet på beskyttelse ved seksuelt samkvem. Han har forbandet brugen af kondomer, og Vatikanet har fabrikeret løgnagtige historier om, at præservativer er lavet med små huller for lettere at få aids til at brede sig. Pavens ærkekonservative forfægtelse af et synspunkt, som den katolske kirke længe har stået stejlt på, demonstrerer, at han ikke forstår sig på det måske mest alvorlige sociale og sundhedsmæssige problem i det dennesidige. Aids er skyld i død og elendighed i mange lande i Afrika, Latinamerika og Asien. Disse kontinenter rummer gode katolikker, som vil følge pavens direktiver til mindste detalje, men når den magtfulde fortolker af Guds anvisninger til menneskeheden afviser kondomer som Djævelens værk, så gør det ikke underværker for folkesundheden. Føj dertil hans modstand mod abort og kontrol med befolkningstilvækst. Forhåbentlig vil pavens efterfølger indse, at moralske betragtninger fra middelalderen ikke passer ind i det 21. århundredes langt mere komplekse virkelighed.