TEATERBRANCHEN ER i sund og forsvarlig vækst. Enkelte teatre er ganske vist lukningstruet, og anmelderne er ikke altid lige begejstrede. Men samlet set er teaterbranchen langt stærkere end f.eks. filmbranchen. I 2001 omsatte danske film i danske biografer for 181 millioner kroner, mens det danske statsstøttede teater omsatte billetter for 277 millioner kroner. Og måske ved De heller ikke, at Aarhus Teater er landets dyreste skuespilhus - her gav de offentlige kasser for hver billet hele 611 kroner i sæson 2000-2001. Til sammenligning fik teatrene under DST, Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, et offentligt tilskud på 216 kroner. På andenpladsen ligger Det Kongelige Teater, som nu igen er blevet forgyldt gennem den finanslovsaftale, som sikrer teatret 148 millioner kroner ekstra over fire år. Til sammenligning får teatrene i DST såmænd hele 6 millioner årligt fra 2002 til 2007. Vi forstår teaterchefens begejstring. »Vi har aldrig haft så bredt, så grundigt og så ærligt et forlig om nationalscenens fremtid«, udtalte teaterdirektør Michael Christiansen, da sagen endelig var kommet på plads. Så ærligt? Når de rituelle klapsalver har lagt sig, vil en og anden nok gyse en smule. De mange penge skal bruges til at forbedre kvaliteten. Det Kongelige Teater skal mere på turné. Men hvem skal måle kvaliteten? Publikum, selvfølgelig. Når teatret får sit nye skuespilhus, skal det sælge 250.000 flere pladser per år - ud over de 150.000 i det nye musikhus. De fremtidsperspektiver kunne nok give sved på panden. AFTALEN KOM i stand, da en statslig sygeforsikring blev ændret, sådan at mindre virksomheder selv skal betale for medarbejdernes første sygedag. Og der var stegt sild og fiskefrikadeller til forhandlerne på Christiansborg. Sælsomt! Selv SF kom med, fordi SF ikke synes, at teaterlivet skal være offer i et politisk spil. Der er ingen, som synes, at teaterlivet skal være offer. Der er sikkert heller ikke mange, som fatter, at det teater, som rykker - Betty Nansen, Aveny og Østre Gasværk f.eks. - skal spises af med så lidt. Men en teaterkrise, det kan man ikke tale om. Der er fyret op under Det Kongelige Teater, og nu har vi at være begejstrede fremover. Nede i maven knurrer en frygtelig angst, men den taler politikere ikke højt om.