SLOBODAN Milosevic sidder på anklagebænken i Haag tre-fire dage om ugen. Det har han gjort med pauser, ferier og sygefravær det sidste halvandet år. Anklageren fører vidne efter vidne imod ham som ansvarlig for forbrydelser mod menneskeheden i de tre krige på Balkan, der blev ført, mens han var først serbisk, siden jugoslavisk præsident. Anklagemyndigheden skal afslutte sin proces inden årets udgang. Herefter bliver der en pause på flere måneder. Til foråret starter Milosevic så sit forsvar, der efter de seneste oplysninger kan vare op til et år mere. Det betyder en dom engang i løbet af 2005 eller måske først året efter. Det er lang tid. Milosevic lider af forhøjet blodtryk. Om han kan holde til den belastning, retssagen er, står hen i det uvisse. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Det Tidligere Jugoslavien, som domstolen officielt hedder, er oprettet på et FN-mandat. Milosevic er det første statsoverhoved, der på denne måde stilles til ansvar for sine handlinger. Formålet er dobbelt. Dels et signal til alle onde ledere globalt, at de ikke fremover skal regne med at slippe gratis fra deres overgreb mod befolkningerne, dels en lektion til alle på Balkan, at den etniske og nationale konflikt, de var med i, var og er en forbrydelse, de må erkende og søge forsoning for. Retten i Haag har også kroater og bosniske muslimer, bosniakker, anklaget for forbrydelser. Flere er allerede idømt lange fængselsstraffe. Alligevel betragter mange serbere retten som en politisk motiveret domstol, der udelukkende er interesseret i at straffe deres landsmænd. NÅR DETTE er sagt, så er tiden kommet til at rejse spørgsmålet, om den måde, hvorpå domstolen i Haag har grebet sagerne an, er den rette. Der føres vidne på vidne, der beretter i detaljer om selv de mindste overgreb. Der fremlægges dokumenter, billeder, båndoptagelser og videofilm i stakkevis. Den ene dag vidner en forskræmt bondekone fra Kosovas bjerge, den næste en vestlig general eller topdiplomat. Milosevic udnytter alle kneb til at gøre retssagen til en politisk skueproces, hvor han spiller på det serbiske hjemmepublikum, der kan følge med på tv og over internettet. Med en vis succes, selv om bevismaterialet efterhånden er blevet nok så belastende. Nok skal en retssag fremstå som absolut fair og give tid til at træffe en afgørelse baseret på al den viden, der kan fremskaffes. Alligevel må det være i sin orden at forlange, at sagerne afsluttes inden for en rimelig tid og med fokus på det væsentlige, så det bliver klart for alle, hvorfor der dømmes, som der gør. Det er efterhånden blevet svært at se den balkanske skov for bare juridiske træer.