En ny analyse fra Rockwool Fonden dokumenterer med al pinagtig tydelighed VK-regeringens manglende politiske ambitioner, når det drejer sig om tidens væsentligste samfundspolitiske diskussion, nemlig beskæftigelsens udvikling både på kort og langt sigt. På kort sigt står regeringen over for stigende arbejdsløshed, på længere sigt bliver samfundet ramt af manglende arbejdskraft udløst af aldring og forsørgerbyrde. De to størrelser virker umiddelbart uforenelige i debatten, men den barriere er en udfordring, som politikerne må og skal overvinde. Rockwool Fondens analyse 'Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft' indeholder i realiteten ikke noget nyt i forhold til de almindelige formodninger og antagelser, men den understreger, at der er enorme problemer med velfærdsstatens udvikling, som vi nødvendigvis må forholde os til, men som kun ganske få tør pippe op om. Det er trist, at den konservative MF'er Lars Barfoed er den eneste fra regeringspartierne, som tør stå ved, at det er nødvendigt at diskutere velfærdsstatens udvikling. Og det er endnu mere beskæmmende, at han må lide den tort at blive kaldt politisk tonedøv af kollegerne i Venstre og i øvrigt blive irettesat af sin egen partiformand, vicestatsminister Bendt Bendtsen. Uanset hvor mange kommissioner, regeringen nedsætter for at fjerne fokus fra de politiske realiteter, så har befolkningen et legitimt krav på løbende at høre regeringens bud på fremtidens problemstillinger. Reformer inden for så afgørende områder som skat, efterløn og dagpenge bliver konsekvent udskudt til efter næste valg, fordi regeringen har lovet vælgerne ikke at røre ved områderne. O.k., hvis det ikke kan være anderledes, så fortæl os dog, hvad I vil, hvis I vinder det næste valg. Skal for eksempel skattestoppet fortsætte på bekostning af en progressiv skattereform, der øger incitamenterne til at gå i arbejde. Rockwool Fondens analyse viser den skræmmende tendens, at timelønnen nu skal være over 120 kroner, for at det kan svare sig at arbejde, og personer med en timeløn på 90 kroner vil tjene mere på dagpenge frem for at arbejde. Rockwool Fonden taler om den onde cirkel: aldringsproblemer og større forsørgerbyrde, efterfulgt af højere skatter, som får folk til at udføre mere ubeskattet hjemmearbejde. Men den virkelig onde cirkel er, at regeringen på den ene side kalder sine egne idealister for tonedøve og lovpriser kontrakten med vælgerne, mens oppositionen uden skelen til relevans skriger løftebrud, hver gang regeringen vover et øje. Den manglende lyst til at drøfte velfærdsreformerne viser, at folkestyret er lammet af politisk impotens.