MILJØMINISTER HANS Chr. Schmidt er uden tvivl en mand af god vilje: Han vil gerne hjælpe folk. Ministeren er også demokrat: Han synes, at folk selv skal bestemme så meget som muligt. Desværre er det netop disse umiddelbart positive egenskaber, som gør miljøministeren til en farlig mand på posten. Farlig for miljøet. Farlig for regeringen. Det var ikke noget tilfælde, at Ombudsmandens alvorlige irettesættelse af miljøministeren i onsdags handlede om bevillinger til ministerens hjemegn og til hans gamle arbejdsplads, Sommersted. Hans Christian Schmidt ville gerne gøre noget godt for gamle bekendte ude i lokalmiljøet. Et er, at ministeren naturligvis var tordnende inhabil (Ombudsmanden nøjes med at kritisere, at han ikke havde sikret sig at være habil). Et andet er, at sagen kun er et af talrige eksempler på Hans Christian Schmidts grundlæggende politiske overbevisning, ja hele hans tilgang til det at være minister: lokalpolitik. Miljøministeren er en lokalpolitiker, som har fået landspolitisk magt, men stadig tænker og agerer som lokalpolitiker. DE BEVILGEDE 'naturpenge' til Vojens gjorde såmænd kun godt, ingen skade. Men ministerens tankegang, den gør skade. For hvis naturen skal bevares, og miljøet forbedres i Danmark, så er det bydende nødvendigt med centrale ministerielle beslutninger, som er hævet over kortsigtede lokalinteresser. Ministeren må påtage sig den utaknemmelige opgave at handle på vegne af 'vælgere', som måske først bliver født om 100 år. Naturen er også deres. Det gør derimod alle landets kommunalbestyrelser, amtsråd, entreprenører og energiske venstrefolk. De siger en hel masse, de vil bygge og udvikle og have dispensationer, og ministeren synes både af tilbøjelighed og af princip, at det skal være nemmere alt sammen. Sommerhuse ved kysterne? Storcentre ved byernes indfaldsveje? Folk bliver så glade, hvis de får lov. Og ministeren ser helst, at sagerne behandles lokalt. Hans Christian Schmidt er en minister, som ikke vil være minister. Hvorfor egentlig tvinge ham til det?