VI HAR EN kompetent, professionel og ansvarsbevidst statsminister her i landet. Når det gælder viljen og evnen til at bestride landets mest indflydelsesrige job, kan ingen være i tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen har både viljen og evnerne. Ingen er i tvivl om, at det er ham, der lægger regeringens linje, og ingen er i tvivl om, at når kursen skal korrigeres i stort såvel som i småt, så er det regeringschefen, der gør det. Hvad netop de personlige forudsætninger angår, er kontrasten mellem statsministeren og de fleste af de ministre, som vi igennem de seneste uger har forsøgt at vurdere på denne plads, til at tage og føle på. Både når det gælder personlig dømmekraft, erfaring, overblik og de mere uhåndgribelige, men politisk afgørende faktorer som troværdighed og driftssikkerhed, er der ikke mange i regeringen, der når regeringschefen til knæhøjde. Vores statsminister begår ikke mange fejl. Netop derfor står og falder denne regerings fremtid med, om Anders Fogh kan gøre sin selvsikkerhed og professionalisme til langtidsholdbare politiske kvaliteter, der rækker længere end en enkelt folketingsperiode. ANDERS FOGH Rasmussen vandt valget i november 2001 af tre grunde. Den første var en foræring: Efter næsten ni år ved magten havde Poul Nyrup Rasmussen mistet al politisk og personlig troværdighed. De to andre var Foghs egne valg: I velfærdspolitikken lagde Venstre en midterlinje, der oven i købet blev udmøntet i et par velvalgte løfter til ældre og syge, der kunne indfries. I udlændingepolitikken valgte han til gengæld strammerkursen: Det havde den dobbelte fordel både at udnytte Socialdemokratiets slingrekurs og på forhånd at gøre Dansk Folkeparti stuerent, som en borgerlig regering ville blive parlamentarisk afhængig af. Dette i og for sig overraskende indenrigspolitiske dobbeltgreb - den modsatte kombination havde været i bedre overensstemmelse med de to regeringspartiers traditioner - blev en succes. Socialdemokratiet løb ind i et historisk nederlag, de radikale mistede deres placering som tungen på vægtskålen, og Venstre blev landets største parti. Anders Fogh Rasmussens triumf kunne dårligt være større, og hans regering er da også det tætteste, vi har været på en flertalsregering i mands minde. UDADTIL STOD Danmark foran to udfordringer: Den forudsigelige var EU-formandskabet i anden halvdel af 2002, den uforudsete blev det internationale opgør om krigen med Irak. Den første bestod statsministeren med glans. EU's historiske udvidelse kom i hus, og Anders Fogh Rasmussen høstede i den forbindelse fortjente roser ude og hjemme. I forhold til Irak traf Anders Fogh Rasmussen et andet og meget personligt valg: Han besluttede alene at prioritere Danmarks forhold til USA uden hensyn til de bærende hovedlinjer i dansk udenrigspolitik. At Danmark ville deltage i en angrebskrig og efterfølgende besættelse uden mandat fra hverken FN, EU eller NATO, havde vel næppe nogen regnet med kunne ske. At regeringen foreløbig er sluppet så nogenlunde fra det, er et markant udtryk for statsministerens politiske styrke. Men perspektivet i at indfri den æresgæld fra fodnote-80'erne, der drev Anders Fogh, er stadig svært at se. Hvad en dansk statsministers ultimative udfordring angår - at håndtere en folkeafstemning om EU - har Anders Fogh foreløbig fået udsættelse. Det politiske sammenbrud i EU gør det usikkert, hvornår spørgsmålet igen kommer på dagsordenen. I lyset af hvor råddent forholdet til de øvrige japartier udviklede sig i de måneder, hvor alle regnede med en afgørelse i løbet af 2004, må det - i et snævert dansk perspektiv - siges at være godt det samme. AT DØMME efter nytårstalen har statsministeren ikke tænkt sig at bidrage med nye elementer, før danskerne - senest i slutningen af 2005 - skal bedømme hans indsats. Han holder sig til den oprindelige recept: ingen angreb på velerhvervede rettigheder og fortsatte udfald mod mindretallet af indvandrere og deres efterkommere. Det virkede sidst, og hvorfor skulle det ikke virke igen, kan man næsten se ham tænke, alt imens han håber på, at et økonomisk opsving vil få alting til at tage sig bedre ud i andet halvår 2004. Men spørgsmålet er, om han får ret. Oppositionen har nemlig delt sig på en måde, der kan blive ubehagelig for regeringen: Socialdemokratiet henvender sig til de vælgere, der alene gik til højre, fordi de var bekymrede over indvandringen, og har lovet dem tryghed på den front. Mens de radikale tager afstand fra strammerkursens brutalitet og kræver de velfærdsreformer, der normalt er borgerlige regeringers hjerteblod. Ikke underligt, at meningsmålingerne er begyndt at gå regeringen imod. Ingen kan være i tvivl om statsministerens professionalisme. Men lige nu ligner han alligevel en fastlåst forsigtigpeter. Værdikampen blev en fuser. Hvad med at begynde at føre politik?