FOR ET LAND som Sverige, der er både berømt og berygtet for sin disciplinerede retspraksis, må det komme som en stor lettelse, at den anholdte mand, Mijailo Mijailovic, nu har tilstået, at han var gerningsmanden til den forbrydelse, som sidste år kostede daværende udenrigsminister Anna Lindh livet. En gentagelse af alle problemerne omkring et meget omtalt mord er nu ryddet af vejen, og retssagen kan begynde - eventuelt dog først efter, at gerningsmanden har gennemgået en retspsykiatrisk undersøgelse. Mordet på statsminister Palme i 1986 har givet rigelig anledning til usikkerhed. Morderen blev aldrig dømt, og i dele af pressen og offentligheden er holdningen den, at der nu er gået for lang tid, siden begivenheden fandt sted - den rigtige morder bliver aldrig fanget. Blandt de mange mistænkte var en person, som til forveksling lignede den Christer Petterson, som Palmes enke genkendte som manden, der affyrede det dræbende skud. Men Petterson måtte løslades på grund af retstekniske formalia, som Sverige fandt det nødvendigt at overholde. Bag alle gisningerne og usikkerheden ligger to forudsætninger: Palme var en statsmand med mod til kritik af andre nationers overgreb på folkeretten, og Sverige var - og er - en retsstat, som ikke kunne sælge ud af tilliden til retssystemet - så måtte en mistænkt gerningsmand hellere gå fri. Mytemageri, konspirationsteori og årelang og opslidende diskussion om folkelig frihed og manglende konsekvens slipper vi nu for i relation til Lindh-tragedien. Værd at glædes over.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
