I EN NYLIG udkommet bog om et af den nyere tids værste folkemord anklager canadieren Roméo Dallaire, der i 1994 ledede 2.500 fredsbevarende FN-soldater i Rwanda, såvel Europa som FN for forbryderisk passivitet og direkte politisk motiveret uvilje mod at gribe ind. Dallaire advarede forgæves Kofi Annan, dengang ansvarlig for organisationens fredsbevarende styrker, og Frankrig om det forestående massemord, og da det begyndte, blev hans anmodning om forstærkninger kategorisk afvist. I stedet blev FN-tropperne trukket ud. Dallaire mener, at hans tropper kunne have hindret mord på op mod en million mennesker. En million. De øvrige sikkerhedsrådsmedlemmer USA, Storbritannien, Kina og Rusland bærer også deres store medansvar for katastrofen, der siden førte nye krige og uhyrlige myrderier med sig i nabolandene. NÅR VI I forbindelse med Auschwitzdagen i går diskuterer folkemord, falder det os let at være enige i Dallaires anklager. Men hvorfor følte vi os så ikke forpligtet til at gøre det i 1994? Svaret er mere pinagtigt, end man måske umiddelbart tror. Der spørges så godt som aldrig, om befolkningen i Rwanda ikke selv havde et ansvar - det første ansvar, faktisk - for ikke at slå hinanden ihjel? Derfra kan man gå videre og spørge, hvorfor heller ikke vi var så engagerede i spørgsmål om folkedrab, at vi måtte handle? Et muligt svar på det sidste spørgsmål, som er det eneste, der er relevant i denne sammenhæng, er, at vi i samme grad, som vi automatisk overser hutuernes ansvar, glemmer vores eget. Ansvar bliver en abstraktion. Her er vi inde ved kernen af problemet med en Auschwitzdag, der i voksende omfang handler om alt muligt andet end det rædselsfulde mord på Europas jøder og andre såkaldte undermennesker, skønt det dog har givet dagen navn. Vi vil hellere snakke om Cambodja eller Rwanda end om Europas hjerte. Afstand er betryggende. Hvis vi nu koncentrerede os om Auschwitz og dermed arbejdede på at forstå, hvorfor og især hvordan vi skal sikre, at den katastrofe, eller rettere bare forspillet og optakten til den, aldrig igen skal overgå Europa, kunne vi måske samtidig opbygge et politisk beredskab, der gjorde det til en selvfølge, at en sådan umenneskelighed heller ikke må ramme andre kontinenter.