MANGE UNIVERSITETER i Europa er i krise. Ønsket om at give flest muligt adgang til de lærdes haller og samtidig holde undervisningen og forskningen på højeste niveau koster. Og koster dyrt. Selv om der fra land til land og fra universitet til universitet er store forskelle på sygdommens diagnose, går et symptom igen: akut pengemangel. I Storbritannien kradser universiteternes krise også, så det kan mærkes, og det var på den baggrund, at premierminister Tony Blair i går blev så hårdt presset af sine egne. Masser af Labours parlamentsmedlemmer vendte Blair ryggen, da Parlamentet skulle tage stilling til en universitetsreform, som indfører delvis brugerbetaling. Tony Blairs prøvelser kan hurtigt blive noget, andre regeringsledere oplever. Hverken i England eller andre steder i Europa kommer man uden om en diskussion af, hvordan universiteterne erhverver bedre økonomi og højere kvalitet. For det er bare ikke godt nok, som det fungerer i dag, og problemet bliver ikke mindre fremover. Måske er det virkelig tid til at overveje noget så kættersk som et element af brugerbetaling i forbindelse med universitetsuddannelser? HVILKE FORDELE vil et element af brugerbetaling indebære for en kriseramt universitetsstruktur? Først og fremmest ville der komme flere penge til fagene, og som universiteterne med rette gør opmærksom på, er det hårdt tiltrængt. Dernæst vil det betyde penge, som universiteterne selv kan disponere over. Det kan give institutionerne en større reel frihed, end de har i dag. Ulempen, som også Blairs kritikere fremhæver, er naturligvis, at brugerbetaling risikerer at øge den sociale ulighed, ved at nogle forhindres i at tage en universitetsuddannelse. Men det problem kan løses ved, at et element af brugerbetaling, et gebyr, først udløses, når - og i disse tider vel at mærke hvis - de færdige kandidater får arbejde. INTERESSANT NOK er Danmark bagefter i diskussionen om, hvordan universiteternes finansielle krise skal løses på længere sigt. Forskningsminister Helge Sander (V) vil opfordre de nye universitetsbestyrelser til at indrette optaget på fagene efter arbejdsmarkedets behov. Det er ikke klogt. Arbejdsmarkedets behov er svære at forudsige og skal vel heller ikke være styrende for alt dansk åndsliv. For det andet mangler ministeren helt mod til at tage opgøret med taxametersystemet, som i praksis præmierer universiteterne for at sænke det faglige niveau. Tiden er kommet til en gennemgribende diskussion af universiteternes finansiering.