MED LIDT optimisme og god vilje kan topmødet mellem EU's største lande, Frankrig, Tyskland og Storbritannien, udlægges som et forsøg på at sparke liv i det kriseramte EU-samarbejde. Som en anerkendelse af, at tiden er løbet fra den traditionelle fransk-tyske akse. Frankrig og Tyskland udmærker sig ved at stå i hver sin lejr i de traditionelt vigtige spørgsmål. Frankrig hylder Nationernes Europa, mens Tyskland ønsker et føderalt demokrati. Frankrig vil have landbrugspenge, Tyskland vil spare, osv. Det eneste, der har forenet dem, har været ønsket om at finde fælleseuropæiske løsninger på de modsatrettede nationale interesser. Under Tony Blair har Storbritannien udviklet sig til en naturlig forlængelse af Paris-Bonn-aksen: Blair er en stærk aktør med stærke holdninger i de nye spørgsmål, der dominerer EU-dagsordenen: udenrigspolitik, forsvar, retspolitik, velfærdsreformer etc. Og han går ind for europæiske løsninger. I det omfang, de tre kan levere offensive og gennemtænkte udspil til løsningen af Europas påtrængende problemer, skal de være velkomne. MEN DET ER desværre ikke hele sandheden. Samarbejdet mellem de tre må også ses som et forsøg på at etablere et direktorat - eller triumvirat - der sætter sig på initiativet og dagsordenen i EU. Selv om det - mod forventning - skulle lykkes for de tre at fremvise et eller flere columbusæg, vil initiativerne blive modtaget med mistro og skepsis. De små og mellemstore lande vil nemlig ikke finde sig i at blive bokset rundt af de store - og da slet ikke, hvis det er tydeligt for enhver. De ti nye medlemmer har f.eks. netop været igennem folkeafstemninger, hvor fællesskabet mellem ligeværdige og suveræne lande har været et centralt tema. Også 'gamle' medlemmer brokker sig. Den danske statsminister er en af de få, der slet ikke ser nogen grund til bekymring. FORSØGET PÅ at etablere et direktorat er en direkte konsekvens af, at den europæiske forfatning faldt til jorden i december. Det er tilsyneladende et selvstændigt mål at vise Polen og Spanien, der blokerede for forfatningstraktaten, at alternativet ikke er spor attraktivt - i hvert fald ikke for dem. Først kom tanken om et 'Kerneeuropa', der imidlertid gik i sig selv med forbløffende hast. Nu prøver de med et direktorat, men der er ingen grund til at tro, at det vil gå bedre. Der er ingen vej udenom: EU's problemer, herunder forfatningen, skal løses. Og det skal ske i et åbent og ligeværdigt samarbejde mellem alle medlemmer. EU er faktisk det mest effektive system til internationalt samarbejde. Alt andet er endnu værre.