SET PÅ afstand kan der være en tilbøjelighed til at opfatte bomberne og volden i Irak som del af en målrettet modstandskamp mod den internationale besættelse af landet, som også Danmark deltager i. Ikke mindst i efteråret var mange af ofrene bevæbnede amerikanere og andre udlændinge, og også i går blev to amerikanske soldater skudt af ukendte gerningsmænd. Det er imidlertid svært at få dette billede til at rime med den terror, der i går dræbte og sårede hundredvis af uskyldige pilgrimme, der var forsamlet i Kerbala og Bagdad i anledning af en shiamuslimsk højtid. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at der i forbindelse med dette, som ved alle de andre selvmordsattentater, ikke er nogen, der tager skylden for terrorismen. I modsætning til i Palæstina og Israel, hvor samme metoder bruges, er der ingen yderligtgående grupperinger i Irak, der vil vedstå dem. Der er endnu ingen politisk eller religiøs fløj, der har villet forklare irakerne og verden, hvad det er, de ønsker at opnå med deres morderiske vold. Terrorens bagmænd er på alle måder navnløse. FOR AT finde svar på, hvem de er, må vi foreløbig lytte til ofrene og deres talsmænd, det vil sige til de shiamuslimske ledere og gejstlige, der ved flere lejligheder selv er blevet ofre for attentater. Efter deres mening er terrorens åbenlyse formål at fremprovokere en borgerkrig i Irak, en krig mellem shia- og sunnimuslimer, der samtidig ville spænde ben for enhver fredelig politisk udvikling i det hårdt prøvede land. I det lys anses terrorens bagmænd for dels at være resterne af Saddamregimet, dels terrornetværket al-Qaeda. Midt i forfærdelsen over terrorens omfang er bagmændenes uvilje mod at stå frem med et formål og et budskab faktisk et opmuntrende tegn. Den kendsgerning, at de ikke selv mener at repræsentere et tiltrækkende politisk alternativ, men blot satser på kaos, er måske netop det, der kan få irakerne til at holde fast i håbet om en fredelig, forhandlet og - hvem ved - måske mere demokratisk fremtid. Hvis terroren var et svar på mandagens enighed om en midlertidig grundlov, var den dermed samtidig en markering af, at den politiske enighed betyder mere for landets fremtid end selv nok så mange bomber. Måske er terrorens stadig mere tøjlesløse og kyniske omfang ligefrem et tegn på desperation hos dens bagmænd. Man kan i høj grad diskutere, om amerikanerne har fortjent at få succes med en besættelse, der fra den første dag har været præget af fejlgreb. Men nu er det ikke amerikanernes, men irakernes fremtid, det drejer sig om. For deres skyld må man håbe på, at det er dem, der forhandlede i mandags, og ikke dem, der dræbte uskyldige i går, der har fat i den lange ende.