TO LEKTIONER kan drages af sidste uges rædselsvækkende massemord i Madrid. Den ene er, at al-Qaeda-terrorismen ikke kan bekæmpes, som om vi var i en klassisk krig. Den amerikanske præsident, George W. Bush, har intet opnået på den front med sin besættelse af Irak, skønt det var et erklæret mål. Tværtimod. Og Israel har mildt sagt heller ikke haft succes i sin både defensive og aggressive krig mod sine palæstinensiske naboer. Militær afskrækkelse virker ikke. Den anden er, at vi heller ikke hver især kan beskytte os ved at føje terroristerne i det, vi anser for deres politiske mål. Spanien tog ganske vist sammen med USA og Storbritannien initiativ til krigen mod Irak, men de, der nu mistænkes for at stå bag attentaterne i Madrid, har ingen særlig forbindelse til Irak. Man bør også huske på, at en gruppe franske turister i Pakistan er blevet ofre for terrormord, ligesom unge fra mange dele af verden blev bombet ihjel på et diskotek på Bali. Tyrkiske og marokkanske jøder har også været terrormål. Men hverken Tyrkiet, Marokko, Pakistan, Indonesien eller Frankrig har deltaget i Irakkrigen. Der er bag denne uhyre blodige terror intet dybereliggende fornuftsmønster, vi kan reagere på. Når dertil lægges, at al-Qaeda-folkene udser sig civile borgere og dermed fuldstændig anonymiserer volden, må vi drage den konklusion, at det ikke blot vil være umuligt, men også dybt umoralsk og formentlig modproduktivt at søge at forlige sig med terroristerne på den ene eller den anden måde. Enegang duer lige så lidt som krig. EUROPA VIL derfor stå stærkere over for terroren og være bedre i stand til at beskytte sine borgere, hvis det lykkes de europæiske justits- og indenrigsministre at tage de første skridt til et effektivt fælleseuropæisk samarbejde på deres møde i morgen i Bruxelles. Det siger sig selv, at dette samarbejde ville kunne gøres endnu mere effektivt, hvis USA erkendte, at man er på vej ud ad den forkerte tangent og i stedet omsider tog ved lære af europæisk krisestyring. Her er det nødvendigt med en langt bedre international overvågningsindsats af pengestrømme, netværksopbygning, besiddelse af våben og sprængstoffer, kommunikation osv. Intet tyder på, at Europas demokratiske lande ikke råder over fuldt tilstrækkelige legale midler til at forstærke denne indsats betydeligt. Men det vil under alle omstændigheder være klogt at lægge alle tiltag og strategier frem til offentlig debat. Det kan alle blive klogere af, som eksemplet med Irakkrigen i tilbageblik viser.