DER hviler et stort ansvar på den franske venstrefløj efter søndagens overvældende sejr ved regional- og amtsrådsvalgene. Socialister, kommunister og grønne skal nu leve op til en sejr, der på mange måder er historisk. Det er aldrig tidligere sket, at venstrefløjen har vundet 21 ud af landets 22 regioner samt de fire oversøiske områder. Venstrefløjen har nu flertal i områder, der i 200 år har været konservative højborge, og arbejderne og de unge er kommet tilbage. Det letteste vil nu være at læne sig tilbage og bruge de lokale bastioner til at undergrave højreregeringen og præsident Jacques Chirac i årene frem til præsident- og parlamentsvalget i 2007. Men det vil ikke være en god ide. For det er ikke pænt at skyde på en ambulance. Vigtigere er det, at venstrefløjen bør deltage aktivt i løsningen af landets store problemer. Økonomien er i bund, og svaret på den økonomiske krise er gennemgribende forandringer af det franske samfund. Den nuværende regering har gennemført en halv reform af pensionssystemet. Men der er meget at gøre endnu i et land, hvor mange offentligt ansatte går på pension som 55-årig. En anden udfordring ligger i sundhedssektoren: Den fungerer godt, og det er bedre at være syg i Frankrig end i Danmark. Men den koster alt for mange penge. På disse områder lod regeringens socialistiske forgængere også stå til, og nu har landet kurs mod afgrunden. DERFOR har Frankrig efter søndagens valg fortsat brug for reformer - også vanskelige reformer. Men forudsætningen for folkelig forståelse for dem er, at ikke kun lønmodtagerne - og især de dårligst stillede - skal betale gildet i form af sociale nedskæringer og forringelser af den offentlige sektor, mens de velstillede har fået skattelettelser, som landet ikke har råd til. Disse skattelettelser er - som man siger i Frankrig - en typisk Chirac. Præsidenten er kendt for at gå til valg på populistiske løfter. Han kan ikke levere varen, og derfor er det blevet et mønster i fransk politik og i præsidentens egen karriere, at han siden 1974 konsekvent har tabt alle valg, senest to år efter at han har vundet dem. Nu bliver hans sidste tre år som præsident en lang politisk lidelseshistorie, for venstrefløjens gigantiske sejr begrænser hans og en eventuel ny regeringschefs manøvremuligheder. De næste tre år kan også blive spildte år for Frankrig. Befolkningen vil nemlig afvise ethvert udspil om reformer fra en præsident og en regering, den ikke har tillid til. Derfor må venstrefløjen fremlægge ansvarlige forslag - og regeringen bør lytte til dem.