KAMMERATER! Selv om komikeren Jan Gintberg har skrevet en sjov 'Tale til nationen', er det ikke spor morsomt: Mere end 40 millioner mennesker verden over er dødsmærkede af hiv/aids. Mange flere er påvirket af sygdommen, fordi den opløser deres familier. Børn mister mødre og fædre. Mødre og fædre mister børn. Elskende mister deres elskede. Ofre for voldtægter risikerer en dødsdom oven i smerten for den tvang, de blev udsat for. Mennesker forstødes. Mennesker dør, fordi de af nød måtte ty til prostitution. Samfund bryder sammen, lande går i opløsning. Ustabilitet fødes og forstærkes og skaber nye krige og konflikter ... og endnu flere ofre. Man kunne fortsætte opremsningen af nød og elendighed så let som ingenting, hvilket i sig selv gør det så umanerlig svært at forstå og acceptere, at verden ikke tager hiv/aids-katastrofen mere alvorligt. I årevis har mange af dem, der kunne have gjort en forskel, set passivt til, at millioner har mistet livet i en sygdomskatastrofe af verdenshistoriske dimensioner. Først for nylig er den rige verden kommet så langt, at den og dens medicinalgiganter - nølende - har firet lidt på de regler, der yder virksomheder og aktionærer en hel del større økonomisk beskyttelse, end millioner af hiv/aids-ofre har nydt medicinsk støtte. Først for nylig begyndte man via FN at fylde penge i en fond, som skulle koncentrere indsatsen mod hiv/aids, uden at det i øvrigt har haft en overdreven effekt. FN er langt fra det nødvendige mål. Også selv om det faktisk i sig selv ville skabe et betydeligt bidrag til en mere stabil verden og dermed en verden, som ville gøre det sværere at rekruttere krigere og terrorister fra de enorme rækker af desperate mennesker. KAMMERATER! Verden har langt hen ad vejen vendt det døve øre til. Og lige præcis derfor har en gruppe danske hjælpeorganisationer i dag lanceret en kampagne, der via komikere og humor skal få folk til at spærre øjnene op. Ikke fordi der egentlig er noget at grine af, men fordi alvoren og kendskabet til hiv/aids-katastrofen så åbenbart ikke er nok til at mobilisere tilstrækkelig mange kræfter og ressourcer. Måske det hjælper, hvis vi får lidt at grine af. Måske det hjælper lidt på offerviljen, hvis vi får lidt igen. Vi kender snart mantraet: Noget for noget. Lad os håbe, at humoren kan ændre tingene. Lad os håbe, at folkene bag kampagnen derved når nye grupper og større forståelse. Al respekt for dem. Men kammerater: Hvor er det sørgeligt, at det er nødvendigt, og at ufattelig ulykke og grænseløs lidelse ikke er tilstrækkelige argumenter for at mobilisere dem, der for længst kunne have gjort en forskel.