EFTER AT regeringen i går valgte at offentliggøre en række trusselsvurderinger op til udbruddet af krigen i Irak i fjor, står det fast, at den tidligere efterretningsmajor Frank Grevil måske har overdrevet, men ikke desto mindre har fat i den lange ende. Forsvarets Efterretningstjenestes overordnede konklusion er, at »der foreligger ingen sikre oplysninger om, at Irak har operative masseødelæggelsesvåben«. Det er, hvad Grevil har sagt. Grevil sagde også, at Irak kunne have færdige kemiske og bakteriologiske kampstoffer i mindre mængder, hvilket ikke er det samme som, at de er operationsklare, og han tilføjede, som sandt er, at det næppe havde nogen praktisk betydning. FE var altså enig med FN's våbeninspektører og Sikkerhedsrådets flertal på det pågældende tidspunkt. Oplysningerne lader sig ganske enkelt ikke forene med statsminister Anders Fogh Rasmussens berømte udtalelse 20. marts 2003. Her sagde han, at Irak havde masseødelæggelsesvåben: »Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget, vi ved«. FE vidste det i alt fald ikke. REGERINGEN HAR så en anden vurdering af disse faktuelle oplysninger end den, der umiddelbart kan læses ud af dem. Heraf kan der kun drages én konklusion: Der må nedsættes en undersøgelseskommission, der kan trænge til bunds i, hvorledes FE's papirer skal læses. Kun på den måde kan vi få at vide, om statsministeren trods de åbenbare modsigelser alligevel kunne tage rapporterne til indtægt for sin vurdering i marts 2003. Det kræver en indsigt i bl.a. læsning af klassificerede papirer, og denne indsigt råder offentligheden ikke umiddelbart over, og vel også adgang til andre kilder til Foghs bedømmelser. Det er altid vigtigt at få fastslået, om en statsminister udtaler sig korrekt eller tværtimod imod bedre vidende i et spørgsmål om krig og fred. Det må være indlysende for enhver. UD OVER DEN tvivlsomme trussel fra masseødelæggelsesvåben henholdt statsministeren sig i sine argumenter for militær indgriben også i fjor til Iraks manglende samarbejde med FN. Denne forklaring lader dog også umiddelbart en del tilbage at ønske. FN's Sikkerhedsråd skulle som den ultimative instans afgøre, om Irak samarbejdede godt nok eller ej. Sikkerhedsrådets flertal var ikke rede til den konklusion, da USA og Storbritannien ensidigt gik i krig med Irak i marts i fjor. Foghs begrundelse er derfor ikke en støtte til FN, men alene til USA's vurdering af situationen. Han var loyal over for USA, ikke FN. Og da i øvrigt heller ikke EU og NATO, for nu at fuldende billedet.