AMTERNE SKAL væk. Større kommuner skal overtage en lang række af amternes hidtidige opgaver. Og sygehusene bliver lagt ud til fem nye regioner. Sådan ser regeringens skitse til et nyt danmarkskort ud. På mange måder er det et interessant oplæg. Ideen om, at amterne ribbes for opgaver, skal regeringen ikke høre et ondt ord for. Det har vi længe argumenteret for på denne plads - et land på størrelse med en stor europæisk hovedstad har nemlig ikke brug for tre skatteudskrivende og demokratiske niveauer. Og at kommunerne får bredere skuldre, så de bliver bedre i stand til at løfte de væsentlige funktioner, de udfører, er også et nødvendigt skridt i den rigtige retning. MEN REGERINGENS plan lider af én skavank: en tyrkertro på, at det lokale niveau per definition altid er bedre til at løse opgaver end det landspolitiske. Det er denne nærhedsreligion, som gør, at regeringen foreslår at lægge en lang række opgaver ud i de alleryderste led - kommunerne: fra miljøkontrol, og arbejdsformidling over en række opgaver vedrørende handikappede, sociale opgaver, sundhed med videre. Men er det nu klogt? Har kommunerne den nødvendige ekspertise? Hvad med de øgede geografiske uligheder? Og lokalnepotismen? For ikke at tale om det demokratiske problem, som ligger i, at decentralisering også betyder, at lokal- og landspolitikere i ét væk spiller bolden om ansvaret frem og tilbage mellem hinanden? HOVEDPROBLEMET er imidlertid, at kommunens interessesfære - og horisont - stopper ved kommunegrænsen. Det er meget naturligt, men ikke betryggende, når en lang række opgaver, der har betydning for hele samfundet, gøres til et kommunalt ansvar. Hvor tæt vil kommunen f.eks. gå med sin miljøkontrol af den forurenende virksomhed, som også skaffer arbejdspladser til kommunen? Et andet eksempel er jobformidling. Vi skal være de første til at indrømme, at det statslige AF-system ikke har fungeret optimalt. Men alle erfaringer viser, at kommunernes indsats mildest talt er svingende, og at den enkelte kommune fokuserer på det lokale arbejdsmarked og ikke på hele arbejdsmarkedet. Forståeligt, men immervæk et problem, hvis man gør kommunerne til krumtappen i en tid, hvor udfordringen er flaskehalse og arbejdsløshed. Her er der snarere behov for overblik, og ja, undskyld udtrykket, centralisme. Danmark er allerede verdens mest decentraliserede samfund. Behøver vi at atomisere det?