USA ER ikke noget parlamentarisk demokrati, og det er derfor noget nær utænkeligt, at han skulle gå af. Men utænkeligt eller ej: For George W. Bush ville det være den rigtige konsekvens at drage. Hans forfejlede magtpolitik er endt i en fiasko, en fiasko, der allerede har været til massiv skade for USA, for hele den demokratiske verden og for verdenssamfundet som helhed. Hvis kursen ikke lægges om, kan det kun blive værre. Samtidig har han og hans regering udvist en enestående vilje til ikke at ville lære af deres fejl. En stædighed, der må forurolige USA's venner lige så meget, som den må glæde supermagtens fjender. DA USA blev ramt af terrorangrebet 11. september 2001, stod supermagten paradoksalt nok stærkere end nogensinde i verdenssamfundet. I store dele af verden var sympatien og solidariteten med amerikanerne åbenbar. Ingen kunne forsvare udåden. Stort set alle verdens regeringer blev medlemmer af den store koalition mod terror. Opgøret med det barbariske Talebanstyre, der havde huset Osama bin Laden og hans lejre, fik de forenede nationers fulde opbakning. Muligheden for at gøre kampen mod den perverse ondskab, der viste sit ansigt den dag, til et positivt grundlag ikke bare for jagten på forbryderne, men også for forøget politisk solidaritet og forstærket internationalt samarbejde, var åbenlyst til stede. Hele den kapital af sympati, alle disse muligheder for, at det onde kunne føde det gode, har George W. Bush forspildt. Næppe nogensinde har USA været så upopulært, mistroet og forhadt som nu. Ikke bare rundt om i verden, men også blandt USA's nærmeste allierede og venner i Europa. Splittelsen og frustrationerne i FN, EU og NATO er betydelige og står ikke foran nogen umiddelbar løsning. I USA har tilslutningen til præsidenten i al almindelighed og til hans politik i Irak i særdeleshed nået et foreløbigt lavpunkt. PRÆSIDENTENS bidrag til verdens udvikling de sidste tre år er først og fremmest to krige: krigen i Irak og krigen mod terrorismen. Det er de to linjer i USA's politik under Bush, der i disse dage løber sammen i den katastrofale torturskandale. Bushregeringen splittede verden, da den insisterede på at bruge sit råderum efter 11. september til at føre en krig mod et land, der intet havde med terrorangrebet og meget lidt med international terrorisme at gøre. Et antal regeringers loyalitet mod USA bør ikke sløre billedet: Danmark var et af de meget, meget få lande, hvor et flertal af befolkningen længe støttede krigen. Krigen var uden grundlag i folkeretten, uden mandat fra FN, og en overhængende trussel, der kunne begrunde et forebyggende angreb, forelå helt åbenbart ikke. Tilbage har efter sejren alene været at begrunde krigen i 'demokratisk imperialisme'. Altså i USA's højere evne til at efterleve de universelle værdier, der alene kan begrunde, at man overtager ansvaret for et andet land. Det er derfor, torturbillederne ikke bare er rædselsvækkende; de underminerer også selve grundlag for den internationale tilstedeværelse i Irak i en situation, hvor koalitionen i forvejen har mistet flere og flere irakeres sympati. Torturskandalen er desværre alt andet end tilfældig. Den er snarere en direkte følge af den måde, Bushregeringen har grebet krigen mod terrorismen an på. Fra højeste sted i USA's regering har man signaleret manglende respekt for internationale aftaler og humanitære hensyn. Det er ikke bare i Iraks fængsler, at vilkårligheden råder. Også på Guantánamobasen, i en lang række nye amerikanske 'fængsler' rundt omkring i verden, hvor lov og ret bogstavelig talt er sat ud af kraft, og pletvis i selve USA, hvor regeringen forsøger at undtage terrorbekæmpelsen fra basale retssikkerhedskrav, er de amerikanske værdier i forfald. KATASTROFEN er stor, fordi USA er verdens uundværlige supermagt. Fra Anden Verdenskrig over den lange, kolde krig og helt frem til tragedierne på Balkan i 1990'erne er det USA, der mest konsekvent har forsvaret de demokratiske frihedsværdier, der binder ikke bare det atlantiske, men et stadigt voksende fællesskab af demokratier i verden sammen. Man er ikke supermagt i mere end et halvt århundrede uden at begå både fejl og forbrydelser. Vietnamkrigen er det mest dramatiske eksempel på, at USA's magtpolitik før er endt i en blindgyde. Men i de store spørgsmål og i de store opgør har USA været uundværligt. Uden det amerikanske demokratis indsats havde verden og ikke mindst Europa været ilde stedt. Det er netop i det lys, at præsident George W. Bush har svigtet og vist sig uværdig til sit embede. Han varetager på ingen måde sit eget lands interesser på bedste vis. Det mægtige USA står svagere og mere isoleret, end da han kom til. Irak er helt kontant en kæmpe underskudsforretning for USA, hvor Golfkrigen i 1991 faktisk blev betalt af en taknemmelig omverden. Men det er ikke bare amerikanerne, George W. Bush svigter. USA har under skiftende demokratiske og republikanske præsidenter vænnet verden og sine venner til en anden og højere standard. Det er derfor, Bush bør gå. Da det ville ligne ham dårligt at udvise en sådan højere ansvarlighed, må verden i stedet sætte sin lid til de amerikanske vælgere.