VERDENS STØRSTE udviklingsproblemer - som bl.a. medfører, at millioner af børn hvert år dør af trivielle sygdomme - kan løses for 1.000 mia. dollar (6.200 mia. kroner) om året. Umiddelbart lyder beløbet astronomisk. Men for ca. 120 mia. kroner kan kronisk sult og fejlernæring fjernes; det svarer til det beløb, europæerne og amerikanerne hvert år bruger på kæledyr. For 60 mia. kroner kan alle i verden få rent drikkevand; et beløb, der svarer til halvdelen af verdens makeupforbrug. Ingen kan derfor hævde, at verdens lande ikke har råd til at tage hånd om klodens svageste. Alene verdens militærudgifter løber op i 1.000 mia. dollar. At løse verdens udviklingsproblemer handler således i ét og alt om at prioritere: Hvem skal have hvad? Og hvordan skal regningen betales? Den stort anlagte 'Copenhagen Consensus'-konference - som i den kommende uge sætter fokus på, hvordan ti af verdens største udviklingsproblemer kan håndteres mest effektivt - tager imidlertid ikke favntag med denne overordnede prioriteringsdebat. Ambitionsniveauet er mere realistisk. Et panel af økonomiske eksperter skal vurdere, hvordan en hypotetisk sum på 50 mia. dollar i ekstra udviklingsbistand kan bruges mest effektivt. Ekstra 50 mia. dollar svarer til en fordobling af verdens nuværende bistandsniveau; 50 mia. dollar svarer også til, hvad USA rettelig burde betale ekstra, hvis den amerikanske regering levede op til FN-målsætningen om at yde 0,7 procent af BNP i bistand. I dag betaler USA kun omkring 16 mia. dollar i bistand. 'COPENHAGEN CONSENSUS' har dog heldigvis mere end ønskedrømme at byde på: De ti videnskabelige papers, som ligger til grund for konferencen, påviser, at de økonomiske fordele ved at løse verdens ti største problemer suverænt opvejer omkostningerne. Problemet er blot, at de fattigste mennesker vinder på bekostning af dem, der skal betale. Og derfor kan pengene næppe skaffes: Alt for mange føler tilsyneladende, at 100 kroner brugt på makeup er mere værd end drikkevand til en hel landsby. Konsekvensen heraf er, at de utilstrækkelige bistandsmidler skal prioriteres hårdt. I virkelighedens verden er formålet med 'Copenhagen Consensus' derfor tiltrængt og fornuftigt. I dag er det desværre nødvendigt at prioritere, om rent drikkevand er vigtigere end skolegang. Det dilemma kan 'Copenhagen Consensus' forhåbentlig skabe større klarhed over. Fokus må imidlertid ikke fjernes fra den kendsgerning, at der er brug for markant flere penge. Konferencens succes bør måles på, om den skaber større opbakning til øgede investeringer i udviklingsprojekter eller ej. For dét er i sandhed den langsigtede prioriteringsdebat.