SOCIALE GHETTOER er uundgåelige, fordi de afspejler den økonomiske ulighed i samfundet. I Gentofte nord for København, hvor Pia Kjærsgaard og andre prominente danskere bor, er der velhaverghettoer. I mange parcelhusforstæder kan man tale om middelklasseghettoer. I gamle dage kunne man tale om arbejderkvarterer. Og så er der de boligområder, hvor koncentrationen af socialt belastede og ressourcesvage familier er høj. Det er kun denne sidste form for sociale ghettoer, der er problematiske. Udfordringen består i, at for mange problemer - kriminalitet, fysisk nedslidning, et svagt foreningsliv og for få aktiviteter - kan sætte en negativ spiral i gang, hvor kun ressourcesvage indbyggere flytter ind, de med overskud flygter, og problemerne vokser og vokser. Integrationsminister Bertel Haarder vil nu bekæmpe sociale ghettoer ved at tillade kommuner at afvise boligsøgende med den begrundelse, at de modtager kontanthjælp. Samtidig vil han give kommunerne ret til at anvise lejligheder andre steder. På den måde skal problemet - de socialt belastede familier - spredes. At de sociale problemer ikke løses på den måde, er indlysende. Men da regeringen heller ingen penge vil bruge på området, er det ikke den store overraskelse. DER VAR ENGANG, da man mistede sin stemmeret, hvis man modtog hjælp fra det offentlige. Før velfærdsstaten for alvor sejrede, var der masser af måder, hvorpå det kunne markeres, at kun skatteborgere var rigtige borgere. Ved at springe de sociale klienter over i den boligkø, de selv har valgt at stille sig op i - typisk fordi det i praksis er den eneste realistiske - vil regeringen tage et stort og betænkeligt skridt tilbage til en ellers forsvunden tid. At det sker med Socialdemokraternes umiddelbare tilslutning, er helt uforståeligt. Kan det virkelig være meningen, at et parti, der lever og ånder for velfærdsstaten, nu vil acceptere diskrimination af de socialt svageste? Det kan det øjensynlig. Og forklaringen er enkel. Når det kommer til stykket, er det ikke social diskrimination - eller spredning af sociale problemer - der interesserer Bertel Haarder og Socialdemokraterne. Dagsordenen handler reelt - det vil sige symbol- og identitetspolitisk - om etnisk diskrimination og om spredning af 'etniske' danskere. Ligesom på familiesammenføringsområdet vil strammerne på Christiansborg bide tænderne samme og ignorere, hvilke principper og hvilke 'rigtige' danskere der ryger med i købet. For regeringen drejer det sig nemlig ikke om at løse problemer, men om at vise en handlekraft, der skal levne så lidt plads som muligt for Dansk Folkeparti ved at ligne det så meget som muligt. Om denne politiske strategi overhovedet virker, er usikkert. Men sikkert er det, at det danske samfund i disse år betaler en uhyggelig høj pris for den fælles opportunisme på Christiansborg. SOM DET FREMGÅR af dagens avis, er det kommunerne, der står tilbage med de nye problemer, som Bertel Haarders principielt betænkelige og i praksis uanvendelige tvangsmidler skaber. To basale og banale spørgsmål forbliver ubesvarede i ministerens udspil: Hvem skal betale for de tomme lejligheder, der bliver følgen af at bryde sociale klienters forventning om at få en lejlighed? Og hvor skal de pågældende bo? REGERINGENS LINJE bliver ikke mindre deprimerende af, at der foreligger gode modeller for, hvordan sociale ghettoer i virkelighedens verden kan bekæmpes. Det sker, ja, det er faktisk allerede sket i flere tilfælde, ved en målrettet indsats, hvor der sættes ind i selve kvarteret. En indsats, der i sig selv løser problemer og på lidt længere sigt igen gør området attraktivt for mere ressourcestærke mennesker - det være sig af den ene eller den anden etniske baggrund. Det drejer sig om job, om at skabe aktiviteter for børn og unge, om at gøre både politi og sociale myndigheder mere synlige, og først og fremmest om at mobilisere de menneskelige ressourcer, området selv rummer. Det koster penge i en første fase, men den samfundsmæssige gevinst kan være rigtig stor. Samtidig kan en ordentlig byplanlægning og byudvikling være med til at forebygge nye ghettoer. Hvad det angår, er regeringens linje for længst lagt. Boligministeriet er væk, bevillinger til nye kvarterløft fjernet, ambitionsniveauet i socialpolitikken sænket over én kam. Men også en mere liberal politik kunne påvirke det låste danske boligmarked positivt. Liberaliseringer af lejemarkedet og en mere realistisk beskatning af ejerboligen kunne ændre ved de ubalancer, der har gjort prisen på lejeboliger vilkårlig og huspriserne alt for høje. Men det tør regeringen heller ikke. I stedet føres der signalpolitik. Det, der skal signaleres, er, at indvandrerne og deres efterkommere er det største og eneste problem i Danmark, og at regeringen har den nødvendige brutalitet til at håndtere det. At denne både symbolske og reelle brutalitet gør de integrationsproblemer, Danmark faktisk har, langt større, end de ellers ville være, fuldender blot det forstemmende billede. Det bliver næppe i denne regerings levetid, at der bliver gjort noget ved de sociale ghettoer herhjemme.