DANSKERNE ER ET AF de mest sekulariserede folk i Europa, uanset om man måler det på kirkegang, holdninger eller gudstro. Alligevel har vi et af Europas tætteste stat-kirke-forhold. Paradokset kan forklares: De politiske kræfter, der i andre lande har sikret en adskillelse af stat og kirke i overensstemmelse med den europæiske oplysningstids idealer, har herhjemme valgt en anden model: Kirken er blevet betalt for at holde sin mund og sikre ro på den religiøse bagsmæk. Til gengæld for at bevare sine borgerlige og materielle privilegier har kirken holdt sig langt borte ikke bare fra politik, men fra samfundsdebatten i det hele taget. Hvad kirkefolket har mistet ved det, kan det bedst selv vurdere. Men til alle dem, der har set folkekirken som den bedste garanti for religiøs moderation og frygter den farlige og autoritære myndighed, der ville blive sluppet løs, hvis kirken slap fri af statens milde, men faste greb, er der nu et svar: Det stod i avisen i går. Her forklarede den svenske flertalskirkes øverste repræsentant, ærkebiskop K.G. Hammar, om Sveriges erfaringer, fire år efter at kirke og stat blev skilt ad i broderlandet. FOR ÆRKEBISKOPPEN er det en selvfølge, at statskirken er en anakronisme i en multireligiøs tid. Nu da en gruppe tænksomme katolikker har fået fri proces til at køre deres sag om religiøs diskrimination mod den danske stat, varer det måske heller ikke så længe, før det bliver fastslået herhjemme. Endnu mere interessant er ærkebiskoppens frimodige og sympatiske beskrivelse af, at han og kirken naturligvis er politiske. Han lader sig ikke kyse af argumentet om, at han blander sig i politik. Det er jo netop meningen. Det befriende er, at ærkebiskoppen har indset, at kirken ikke har nogen autoritet, ud over den der ligger i dens - kristelige - argumenters lødighed. Og det er jo realiteten i vore sekulære samfund. I et individualistisk og pluralistisk samfund har kirken ingen falsk og farlig autoritet. Netop derfor bør den slippes fri - og bydes velkommen i samfundsliv og samfundsdebat.