HVILKET PROBLEM bør vi løse først: at 800 millioner mennesker sulter, at over en milliard mangler rent drikkevand, eller at milliarder bliver berørt af klimaændringer? Det var nogle af de spørgsmål, Bjørn Lomborg, Institut for Miljøvurdering og en stribe økonomer stillede sig selv forud for det såkaldte Copenhagen Consensus-møde, som sluttede i går. Svarene, herunder at aids bør prioriteres over alt andet, fremgår af dagens avis og er i sig selv interessante. Men processen frem mod dem har så sandelig også understreget, at vi allerede - og hver evig eneste dag - træffer en række umiddelbart uskyldigt udseende valg, som ikke desto mindre indeholder implicitte valg og prioriteter, der kan have enorm betydning. De har eksempelvis påpeget, at folkevalgte danske beslutningstagere jo prioriterer hensynet til danske hjertepatienter så højt, at de hellere vil redde én dansk hjertepatient end et antal sultende afrikanere. Vi har - indirekte - sat forskellig pris på vores og deres liv - ikke rart at høre måske, men et skinbarligt stykke virkelighed. Er det seriøst? Ja, om end ikke udtryk for eksakt videnskab. Analyserne kan især bruges til at belyse vigtige sammenhænge og sikre en vis konsistens i den måde, hvorpå vi behandler givne problemer. Og ved at kræve prioritering af de problemer, der skal løses, har Copenhagen Consensus tilmed gjort det, som så mange andre har undgået: at tage udgangspunkt i, at vi ikke kan løse alle problemer på en gang, uanset hvor meget vi gerne ville. Jamen, har Lomborg & Co. da ikke blandet æbler og pærer sammen? Jo, det har de, men sådan er prioritering også. Det er f.eks. også vanskeligt at sammenligne åbent benbrud med en bule i panden, men vi må forvente, at en sådan prioritering sker, når vi kommer på skadestuen. Tænk, hvis vagthavende læge blot behandlede patienter efter tur, uanset hvad de måtte fejle. Men vi må naturligvis tale om grundlaget for lægens prioritering: Prioriteres der efter, hvad der gør mest ondt, eller hvad der er billigst eller bare lettest at behandle? Den diskussion må føres på både skadestuen og i forhold til globale problemer. Unge og etablerede økonomer har nu givet deres svar på de globale spørgsmål på hver sit møde i København, og de kan alle diskuteres. Men processen har tydeligt illustreret, at det også har omkostninger at komme med andre svar. Det må vi forholde os til, alt imens vi fastholder kravet om, at alle mennesker er født frie og lige og bør have de samme muligheder, uanset de kommer fra Afrika, USA eller Europa.